Rammer og lovgivning

Find information om planens rammer og relateret lovgivning

Spildevandsplanen er udarbejdet i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 32 og Spildevandsbekendtgørelsen § 5

En vedtaget spildevandsplan fastlægger rammerne for håndteringen af spildevand i kommunen. Byrådet er pligtig til, at arbejde for planens gennemførelse. For borgere og virksomheder er planen en forhåndsorientering om de kommende års tiltag og initiativer på kloakområdet, samt indsatsen for forbedret spildevandsrensning i det åbne land.

Spildevandsplanen udgør det planmæssige grundlag for:

  • At udbygge DIN Forsyning A/S’ kloaksystem inden for de økonomiske rammer, der er gældende for forsyningen.
  • At indhente tilladelse til udledning af renset spildevand, overløbsvand og separat regnvand til vandløb, søer og kystvande.
  • At grundejere inden for kloakerede områder forpligtes til at tilslutte spildevand til DIN Forsyning A/S’ kloaksystem, samt til at betale tilslutnings- og vandafledningsbidrag herfor i henhold til betalingsvedtægten.
  • At meddele påbud om separatkloakering af fælleskloakerede ejendomme i takt med, at fælleskloak ændres til separatkloak.
  • At meddele påbud om forbedret rensning af spildevand på ejendomme i det åbne land (ejendomme udenfor kloakopland, hvor spildevandsanlæggets kapacitet er mindre end 30 PE).
  • At Varde Kommune kan ekspropriere sig ret til arealerhvervelse, rådighedsindskrænkninger, servitutpålæggelser m.v. i forbindelse med etablering af nye spildevandsanlæg.

Spildevandsplanen forpligter ikke kommunens borgere til alene på baggrund af planen at gennemføre konkrete tiltag, men planen udgør grundlaget for at kunne meddele påbud om ændring af spildevandsforholdene.