FLUGT – Refugee Museum of Denmark

Gør tal til mennesker

I slutningen af Anden Verdenskrig ankom mere end 250.000 civile tyskere til det besatte Danmark efter en dramatisk og voldsom flugt. Den Røde Hærs angreb på Nazityskland i krigens sidste måneder gik i høj grad ud over civilbefolkningen og fordrev millioner af tyskere fra deres hjem. I 1945 blev Danmarks største flygtningelejr etableret i Aal Plantage i Oksbøl. Den husede 35.000 flygtninge, da den var størst, og blev en regulær by med skoler, teater og
værksteder. Men en by bag pigtråd.

Med den historiske lejr som ramme fører FLUGT – Refugee Museum of Denmark formidlingen af flygtningehistorier op til i dag. Gennem personfortællinger møder vi de mennesker, der er flygtet til Danmark fra lande som Rusland, Tyskland, Ungarn, Vietnam, Chile, Libanon, Iran, Bosnien, Syrien og Afghanistan.

FLUGT vil gøre de store tal og statistikker vedkommende ved at formidle det enkelte menneskes historie. Et menneske med familie, venner, arbejde, fritidsinteresser og – frem for alt – drømme og håb for fremtiden. Ved at give indsigt i et af de sværeste og mest omdiskuterede emner i vor tid vil FLUGT gennem personlige historier gøre os
klogere på os selv, hinanden og den verden, vi lever i.

Læs mere på hjemmesiden for FLUGT – Refugee Museum of Denmark (åbner i nyt vindue)