Veje

Her kan du finde information om drift og vedligeholdelse af kommunens vejarealer.

Vi udvikler og gennemfører løbende diverse anlægsprojekter så din færden rundt i kommunen forbedres.

Varde Kommune byder i dag på mange vandre-, løbe-, mountainbike- og cykelstier. Hvert år udvides stinettet med cirka 5 kilometer.

Vi arbejder også på at forbedre vejnettet så sikkerheden højnes og fremkommeligheden bliver mere glidende. Så tag godt imod vores entreprenører når de arbejder på at gøre vores veje og stier bedre.

Du kan selv hjælpe kommunen med at sikre, at veje, skilte og fortove er i god stand ved at give os et praj, hvis noget er ikke, som det skal være.

Få overblik over igangværende vejprojekter i 2016 og se mere om veje neden for. 

De anlægsprojekter som er i gang er politisk vedtaget og prioriteret i budgettet for 2016.

 

Mere om veje

Private fællesveje

Det er grundejerne, grundejerforeningen eller vejlauget, der har ansvaret for den private fællesvej og skal vedligeholde den, så den er sikker at færdes på.

Bekendtgørelse af lov om private fællesveje

Private fællesveje i sommerhusområder

Varde Kommune træffer afgørelser efter privatvejslovens afsnit III (Byer og bymæssige områder) på alle private fællesveje i sommerhusområder.

Beslutningen er truffet af det daværende Teknik- og Forsyningsudvalg den 14. maj 2007 i henhold til privatvejslovens § 13, stk. 2.

Du kan henvende dig til Ursula Koch, telefon 79 94 71 21 eller urko@varde.dk, hvis du har spørgsmål.

Vejbelysning på private fællesveje

Alle grundejere, som bor på private fællesveje, skal nu betale for vejbelysningen på deres vej. 

Byrådet har den 30. juni 2015 besluttet, at vi får ryddet op i gamle procedurer fra de tidligere kommuner. Varde Kommune er en stor fælles kommune, og derfor skal alle borgere – ligegyldigt, hvor man bor i vores kommune betale for deres vejbelysning. Dette er ikke tilfældet i dag.

En kommune – et sæt fælles retningslinjer. Derfor opsiger Varde Kommune alle tidligere aftaler, servitutter og procedurer, som før har været gældende i de fem gamle kommuner, og laver et nyt fællessæt. Et sæt, som gælder for alle.
Alle aftaler vil blive sagt op med virkning fra den januar/februar 2017. Varde Kommune tilbyder fortsat at stå for vejbelysningen, dog mod en betaling for strøm og drift og vedligehold. Kommunen arbejder lige nu på konkrete tilbud på indkøb af armaturer til alle relevante veje i henhold til gældende belysningskrav. 

Efter sommerferien vil vi sende yderligere informationer ud om armaturerne, udskiftningen og den videre proces.

Du kan henvende dig til Jørgen Larsen, telefon 79 94 68 01 eller joel@varde.dk

Vejbelysning på de kommunale veje

Du kan anmelde fejl eller uregelmæssigheder i vejbelysningen via Gi' os et praj

Varde Kommune er i gang med en stor udskiftning af vores vejlysarmaturer. Vi udskifter ca. 15.000 traditionelle armaturer med nyere og mere energibesparende LED-versioner. 
 

Udskiftning af vejbelysningsarmaturer i 2015, 2016 og 2017

Udskiftningen af vejbelysningsarmaturer er planlagt som følger:

Område 1:

  • Agerbæk
  • Ansager


Område 2:

  • Ølgod


Område 3:

  • Tistrup
  • Janderup
  • Thorstrup
  • Lydum
  • Debel


Område 4:

  • Nørre Nebel
  • Houstrup Strand
  • Houstrup
  • Lønne Stak
  • Stausø
  • Henne Stationsby
  • Henne Strand
  • Ho
  • Blåvand


Område 5:

  • Oksbøl
  • Vrøgum
  • Varde
  • Varde Midtby


Der vil desuden blive skiftet vejbelysningsarmaturer ved enkelte rundkørsler, lyskryds og udvalgte vejstrækninger.

Du kan henvende dig til Jørgen Larsen, telefon 79 94 68 01 eller joel@varde.dk

Beskæring af træer

Som grundejer og nabo til vej, fortov eller sti er det dit ansvar og din pligt, at:
 

  • Klippe dine hegn, træer, buske og lignende, så færdslen på veje, fortove og stier ikke generes. Det betyder, at frihøjden overalt på fortove og stier skal være 2,75 meter og på veje 4,50 meter (se skitsen herunder)
  • Klippe dine hegn, træer, buske og lignende, så de ikke dækker for gadelys, skilte og lignende
  • Klippe dine hegn, træer, buske og lignende på oversigtsarealer med tinglyst oversigtsservitut
  • Feje og fjerne affald og ukrudt på fortovet eller stien
  • Der ikke anbringes genstande, der kan virke som snefang (for eksempel halmstakke og roekuler) tættere end 10 meter fra vejen på strækninger uden bebyggelse
Mål for frihøjde m.m

Vejlovens §87

Vejbestyrelsen kan kræve træer og anden beplantning på, over og i vejareal fjernet, nedskåret, opstammet eller studset. Det samme gælder træer og anden beplantning ved vejareal, når vejens istandsættelse eller hensynet til færdslen gør det nødvendigt. Hvis vejbestyrelsens krav ikke efterkommes inden for en fastsat frist, kan vejbestyrelsen lade arbejdet udføre ved sin foranstaltning på ejerens bekostning.

I Varde Kommunes regulativ for Vintervedligeholdelse og renholdelse af veje i byer og bymæssige bebyggelser har byrådet i henhold til lovens §64 og §68 pålagt ejere af ejendomme, der grænser til offentlig vej eller sti, at renholde fortov og sti ud for ejendommene for snavs, affald og ukrudt. 

Med fortov og sti sidestiller man færdselsarealer, der overvejende er til fodgængere.

Grundejere skal sørge for at:

 

  • feje og bekæmpe ukrudt så hyppigt, at arealerne fremstår uden iøjnefaldende affald og ukrudt
  • friholde fortov og stier for vækst så færdselsarealet er frit
  • fjerne affald og andet, der er særlig forurenende eller til fare for færdslen, og det skal ske dagligt
  • bekæmpe insektforekomst i fortovsarealet, eksempelvis myrer, jordbier og hvepse

Du kan henvende dig til Abder Razak Jenayah, telefon 79 94 75 50 eller abrj@varde.dk

 

 

Vejsyn

Der holdes vejsyn for at kunne afgøre, hvordan private fællesveje skal istandsættes og vedligeholdes.

Kommunen skal holde vejsyn, hvis en vejberettiget gør gældende, at vejen ikke holdes i en stand der er god og forsvarlig i forhold til færdslens art og omfang og at eksisterende bestemmelser om vejens vedligeholdelse mv. er utilstrækkelige til dette formål.

Kommunen skal ikke holde vejsyn, hvis:

  • anmodningen kommer fra personer uden vejret
  • anmodningen er begrundet i ønske om, at kommunen skal tage stilling til andre forhold end vejens stand i forhold til færdslens art og omfang
  • en tidligere truffet afgørelse om istandsættelse og vedligeholdelse af vejen fortsat kan bruges
  • det er mindre end to år siden, der sidst er afholdt vejsyn.

Kommunen kan dog altid holde vejsyn, hvis den selv finder, at der er behov for et vejsyn - uanset hvordan kommunen bliver opmærksom på behovet.

Du kan henvende dig til Ursula Koch, telefon 79 94 71 21 eller urko@varde.dk

Aktuelle Vejsyn: Transbølvej i Horne - tirsdag den 22. november 2016