Ny kollega i Varde Kommune

Vi siger velkommen til en lang række nye kolleger hvert år og vi er rigtig glade for at de vælger netop Varde Kommune som arbejdsplads

Men hvilke tanker gør de sig i den første tid om arbejdspladsen, om introduktionen og i det hele taget?

Det kan du blive lidt klogere på nedenfor.

Hvad tænker de nyansatte

Paw Herold Jensen, teamleder på Søgården i Ældre Syd

Hvorfor søgte du til Varde Kommune?
Jeg søgte stillingen som teamleder ved Det Alternative Plejehjem Søgården, da jeg så det som en god mulighed for at komme tilbage til det sundhedsfaglige område. Samtidig var det også vigtigt for mig, at jeg kunne fortsætte min udvikling inden for ledelse. Her synes jeg Varde kommune skiller sig positivt ud fra andre kommuner, da der er meget stor fokus på lederudvikling – eller udvikling generelt.

Hvordan oplever du dét at være ansat i Varde Kommune?
Det er herligt at være en del af teamet i Varde Kommune, jeg har følt mig velkommen fra dag et. Det, at alle har været varme og imødekommende på alle niveauer, har været helt fantastisk. Her er ingen snobberi, alle er i øjenhøjde, vi har bare forskellige opgaver. Det synes jeg er noget af det bedste.

Hvordan synes du, Varde Kommune skal udvikle sig for at være en ombejlet arbejdsplads?

Personligt synes jeg, at Varde kommune allerede er en attraktiv arbejdsplads. Så måske skal Varde kommune bare være bedre til at fremhæve alle de gode ting, kommunen allerede har at byde på. Måske ændre spørgsmålet til ”Varde kommune er en ombejlet arbejdsplads, fordi…”, og så ellers spørge ansatte på alle niveauer. Få sat nogle ansigter på og fortæl historien, det er altid lettere at sætte ord på hvad man er, end hvad man ikke er.

Noget specielt du gerne vil fremhæve ifm. med din tiltrædelse?
Jeg er blevet taget utrolig godt imod, og introduktionen har været god.

Hanne Marie Vesløv, skolekonsulent i Børn og Læring

Hvorfor søgte du til Varde Kommune?
Jeg søgte til Varde Kommune fordi ønskestillingen som Skolekonsulent var her. Jeg har gennem et tidligere job som konsulent ved CFU-Esbjerg altid haft et godt indtryk af skolerne og skoleudviklingen i Varde Kommune. Varde Kommune har en tilpas størrelse til, at jeg kunne se, at i en kommune af denne størrelse ville afstanden fra forvaltningen til den enkelte skole ikke være så stor.

Hvordan oplever du dét at være ansat i Varde Kommune?
Positivt! Jeg har en spændende og udfordrende arbejdsdag i et arbejdsmiljø med kolleger, der samarbejder om de opgaver, der skal løses. Gode kolleger, der videndeler og som altid er parat til hjælpe hinanden.  I forvaltningen Børn og Læring er vi rigtig gode til at være sammen og ikke mindst at grine sammen! En god arbejdsdag er en travl dag, hvor der er plads til grin og morskab – sådan er det i Børn og Læring

Hvordan synes du, Varde Kommune skal udvikle sig for at være en ombejlet arbejdsplads?
Fortæl den gode historie om en kommune, der lytter til sine medarbejdere! Tilbyd medarbejderne indflydelse på f.eks. arbejdsdagens længde, sæt pris på medarbejdernes arbejdsindsats, og sæt informationsniveauet op, så alle faktisk ved, hvad der foregår i kommunen og hvorfor. En ombejlet kommune skal være klar til at prale mere på alle niveauer, vi skal fortælle medierne om, hvad der sker på f.eks. skoleområdet.

Noget specielt du gerne vil fremhæve ifm. med din tiltrædelse?
Efter få uger havde jeg faktisk fået ”vi i Varde” ind under huden og ikke længere ”jer i Varde”. Den positive modtagelse fra kolleger i egen afdeling og i andre afdelinger har været meget positiv – vi er nær hinanden!

Mia Boutrup, pædagog i Outrup Børnehave i Dagtilbud Vest

Hvorfor søgte du til Varde Kommune?
Som nyuddannet pædagog og bosiddende i Esbjerg søgte jeg job i Esbjerg og omegn og fik et vikariat i Skovmusen i Oksbøl. Her var skoven lige udenfor, og jeg fandt hurtigt ud af, at det var noget for mig. Varde Kommune har en helt unik natur, og børnehaven elskede at være ude i naturen. Her 2 år senere er jeg i vikariat i en anden skøn børnehave, Outrup Børnehave, som også er omgivet af en dejlig natur og en del af Dagtilbud Vest med det fantastiske fællesskab, Jeg håber naturligvis at kunne få tilbudt en fast stilling, og jeg kan kun anbefale andre at søge job i Varde Kommune

Hvordan oplever du dét at være ansat i Varde Kommune?
Jeg oplever Varde Kommune som et sted i konstant udvikling. Mine fastansatte kolleger tilbydes efteruddannelse, der er med til at gøre vores profession stærkere. Jeg glæder mig til, at jeg en dag kan blive fastansat og få tilbudt det samme. I dagligdagen oplever jeg mine kolleger som nærværende voksne i relation til børnene. Mine kolleger er dygtige og brænder for deres arbejde. Det er netop dét, der gør, at jeg elsker at møde ind på arbejde hver eneste dag. Det gør det også mere indbydende og interessant at være ansat som pædagog i Varde Kommune, fordi børnehaverne bliver inviteret til forskellige kulturelle og kreative events som ”den kulturelle rygsæk”, ”Mustafas kiosk” og ”Børnenes udstilling”.

Hvordan synes du, Varde Kommune skal udvikle sig for at være en ombejlet arbejdsplads?
Der skal fortsat være fokus på kompetenceudvikling, og så må vi godt tale højt om de ting, som vi er gode til og som lykkes. Vi må gerne være stolte.

Ny som lærer