Husdyrgødning

Der gælder regler for kontrol af gyllebeholdere samt for opbevaring og udbringning af husdyrgødning.

Reglerne om at gyllebeholdere skal kontrolleres hvert 5. eller 10. år fremgår af "Beholderkontrolbekendtgørelsen".

Reglerne vedrørende opbevaring og udbringning af husdyrgødning fremgår af "Husdyrgødningsbekendtgørelsen".

Læs mere om regler for husdyrgødning

5 og 10 års kontrol af gyllebeholdere

10 års beholderkontrol
Åbne og lukkede beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning eller ensilagesaft, med en kapacitet på 100 m³ eller derover, skal som minimum kontrolleres hvert 10. år.

Kommunen kan stille krav om, at beholdere under 100 m³ skal kontrolleres, hvis der er begrundet tvivl om beholderens styrke og tæthed.

5 års beholderkontrol
Beholdere skal dog kontrolleres hvert 5. år, hvis de ligger mindre end 100 m fra
   - åbne vandløb
   - regelmæssigt vandførende grøfter
   - søer over 100 m²

Hvem har ansvaret for at kontrollen gennemføres?

Det er brugeren af beholderen, som har pligt til, for egen regning, at lade beholderen kontrollere for styrke og tæthed af en autoriseret kontrollant. 

Brugeren skal sende anmodningen om beholderkontrol til en autoriseret kontrollant, senest 6 måneder før udløbet af fristen for 5 eller 10 års kontrol.

Brugeren af beholdere der tidligere er kontrolleret af et autoriseret firma, får ofte besked når det er tid til kontrol igen.

På Teknologisk Instituts hjemmeside findes en liste over autoriserede kontrollanter, samt fakta og info omkring beholderkontroller.

Kan en beholder tages ud af drift?

Ønsker du at tage en beholder ud af drift?
Hvis en beholder tages ud af drift, skal dette meddeles til Varde Kommune, ved indsendelse af en erklæring om, at beholder tages ud af drift, senest på det tidspunkt, hvor anmodning om beholderkontrol skulle være indgivet.

Tages beholderen ud af drift, skal den tømmes og rengøres og tilløb til beholderen skal afskæres. 

Ønsker du at tage en beholder i brug igen?
Hvis en beholder der har været taget ud af drift tages i brug igen, skal kommunen meddeles herom skriftligt.

Er det længere siden end henholdsvis 5 eller 10 år, at beholderen sidst har gennemgået beholderkontrol, skal beholderen kontrolleres af en autoriseret kontrollant inden den tages i brug igen.

Skal min gyllebeholder have barriere, alarm og/eller terrænændring?

Reglerne for etablering af gyllebarriere og alarmer fremgår af Husdyrgødningsbekendtgørelsen:

Beholderbarriere
Hvis en gyllebeholder er beliggende nærmere end 100 m til åbne vandløb eller søer større end 100 m2, og hvor terrænet skråner med en gennemsnitlig hændning på mere end 6 grader fra beholderen mod det åbne vandløb eller søen skal der etableres en beholderbarriere, som kan tilbageholde den del af beholderens indhold, der er beliggende over terræn.

Alarm
Hvis en gyllebeholder er beliggende nærmere end 100 m til åbne vandløb eller søer større end 100 m2 skal der monteres gyllealarm på beholderen. 

Terrænændring
Hvis en gyllebeholder er beliggende mere end 100 m fra åbne vandløb eller søer større end 100 m2, men hvor terrænet skråner med en gennemsnitlig hændning på mere end 6 grader fra beholderen mod det åbne vandløb eller søen skal der etableres en terrænændring, som kan tilbageholde mindst 25 m3 gylle.

Regler for udbringning af husdyrgødning

Du kan læse om reglerne for udbringning af husdyrgødning i Husdyrgødningsbekendtgørelsen.
 
Det vil være for omfattende at redegøre detaljeret for alle reglerne her. Det kan dog nævnes at:
  • Som hovedregel er der forbud mod at udbringe flydende husdyrgødning fra 1. oktober til 1. februar, og fast husdyrgødning fra 15. november til 1. februar.
  • Det er ikke tilladt at udbringe husdyrgødning på lørdage og søn- og helligdage, på arealer der ligger nærmere end 200 meter fra byzone / sommerhusområder / områder i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål​
  • Flydende husdyrgødning skal nedfældes på arealer uden etablerede afgrøder til høst og i græsmarker. Alternativt kan flydende husdyrgødning udlægges med slanger, hvis den er forsuret.
  • Husdyrgødning udbragt på arealer uden etablerede afgrøder til høst skal nedbringes hurtigst muligt og indenfor 4 timer.
  • Husdyrgødning må ikke udbringes på en måde og på sådanne arealer, at der er fare for afstrømning til vandløb og søer. Det gælder bl.a. vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord. Det er først tilladt at udbringe flydende husdyrgødning, når sneen er væk, og jorden er frostfri i mindst 15 cm dybde. Overfladisk nattefrost betragtes ikke som frossen jord, hvis jorden optøs i løbet af dagen.
  • Husdyrgødning må ikke udbringes på stejle skråninger med en hældning på mere end 6 grader ned mod vandløb og søer over 100 m².

Udbringning af husdyrgødning må i det hele taget ikke give anledning til unødige gener.

Er uheldet ude og gylle løber i søer eller vandløb, skal kommunen og/eller beredskabet straks underrettes, således at skaden kan minimeres mest muligt.
 

Regler for markstakke

Oplagring af fast husdyrgødning, som f.eks. dybstrøelse, skal som hovedregel ske på en møddingsplads.

Dybstrøelse er: Faste ekskrementer og strøelse, hvor udskilt urin og vandspild opsuges af gødningen, ved at der løbende tilføres halm eller andet tørstof.

Kompost er: Dybstrøelse, som er omsat i stalden eller på en møddingsplads. Dybstrøelse vurderes normalt kompostlignende, hvis det har henligget i en stald i gennemsnit 3-4 måneder, dog 1-2 måneder for fjerkrægødning. (Der er specielle regler vedrørende svinestalde uden separat gødeareal. Disse regler kan ses i Husdyrgødningsbekendtgørelsen.)

Dybstrøelse, som er kompostlignende, må oplagres i markstak, hvis følgende krav overholdes:
  • Markstakken skal overholde følgende afstandskrav: 15 m til vandløb, dræn og søer - 15 m til vej - 30 m til naboskel - 15 m til beboelse på samme ejendom -  25 m til boring.
  • Markstakken skal straks efter udlægning overdækkes med et tætsluttende og vandtæt materiale. (I forbindelse med udbringning må markstakken dog være uden overdækning i op til en uge).
  • Markstakken må maksimalt ligge samme sted i marken i 12 måneder ad gangen, og der må ikke etableres et oplag samme sted før der er gået 5. år.
  • Den ansvarlige for driften, skal føre årlig optegnelser over oplaget, herunder oplagringsperiode og placering (fx. ved indtegning på markkort).

Læs Varde Kommunes "Vejledning om markstakke"