Gravearbejde i Varde midtby

I sommeren 2017 igangsatte Varde Kommune et større anlægsarbejde i midten af Varde by. Det er på én gang en del af områdefornyelsen i Varde midtby og en fremtidssikring af kloaksystemet i området.

Anlægsarbejdet i Varde midtby skal blandt andet genetablere belægningen på historiske pladser og gader. For at undgå dobbelt gravearbejde vil DIN Forsyning samtidig genskabe og klimatilpasse kloaksystemet i området.

Gravearbejdet startede i Storegade i slutningen af juni 2017 og er et anlægsarbejde af cirka halvandet års varighed. Se her, hvilke gader der bliver berørt af arbejdet.

Se her, hvordan omkørselsruterne ser ud i første del af projektet.

Varde Kommune vil løbende sørge for at informere om arbejdet i de områder, der berøres af det. Dels via skiltning og udsendelse af breve. Dels via opdateringer på denne side og en særligt oprettet Facebook-side med titlen ”Områdefornyelse i Varde Midtby”.

Praktiske informationer

Hvornår kommer I til min gade?

I 2017 udgår arbejdet fra Storegade og involverer en række sidegader undervejs. Se kort over planen for arbejdet her.

Arbejdet vil i første omgang løbe frem til 1. december 2017. I december vil arbejdet sættes på pause for ikke at forstyrre den ekstra trafik under julehandlen og herefter gå i gang igen i starten af det nye år med forventet afslutning ultimo 2018.

Vi følger en vejledende tidsplan, hvor vi begynder ved broen i Storegade og arbejder os op ad Storegade.

Vi færdiggør samtidig de sidegader, vi passerer undervejs.

Planen ser pr. 11/09/17 således ud, men opdateres løbende:

  • Storegade til og med krydset ved Østergade udføres i ugerne 26 til 42, 2017. (Resten af Storegade udføres i 2018.)
  • Brogade udføres i ugerne 36 til 48, 2017.
  • Fiskergade udføres i uge 40 og frem, 2017 (nærmere slutdato kendes endnu ikke).
  • Østergade udføres i ugerne 42 til 48, 2017.
  • Kræmmergade udføres i ugerne 3 til 8, 2018.

Arbejdet i de resterende gader starter først i 2018.

Det er vigtigt at understrege, at datoerne udelukkende er vejledende - der vil formentlig komme ændringer undervejs.

Hvad skal jeg gøre, hvis der graves nær mig?

Hvorfor bliver telefonen ikke taget, når jeg ringer til enten Flemming fra DIN Forsyning eller Marlene fra Varde Kommune?

Vi kan godt forstå, at det kan være irriterende at få fat i en telefonsvarer. Men indtaler du besked til os, lover vi at vende tilbage så hurtigt, vi kan. Vi har dog ikke mulighed for at tage telefonen, hver gang den ringer, fordi vi arbejder på rigtig mange forskellige opgaver i forbindelse med projektet.

Vi kunne selvfølgelig have valgt at henvise til vores hovednumre hos hhv. DIN Forsyning og Varde Kommune, og så ville der være nogen, der tog telefonen. Til gengæld ville de ikke kunne give et svar, fordi de ikke har den samme viden om projektet og ville alligevel være nødt til at henvise til os eller give besked om at ringe tilbage.

Som alternativ til telefonen er du også altid velkommen til at sende os en mail.

Du finder vores kontaktoplysninger til højre på denne side.

Findes der tegninger, der viser kloakledningerne på egen grund?

Du har mulighed for at henvende dig til Varde Kommunes byggesags arkiv: https://www.weblager.dk/app . Her findes der oplysninger om kloakforholdene for størsteparten af ejendommene i byen. Du skal dog være opmærksom på, at der kan være sket ændringer på grunden i forhold til disse - ofte ældre - tegninger.

Den enkelte grundejer har selv ansvaret for, at der er indleveret opdaterede tegninger over bl.a. afløbsforholdene. Desuden kan man sende et TV- kamera gennem stikledningen og kan oftest finde ledningerne uden at grave haven op. Det anbefales, at du kontakter en kloakmester.

Din forsyning har alene kendskab til, hvor de eksisterende stikledninger er tilsluttet hovedledningerne i vejen og intet kendskab til forholdene på privat grund.

Ejerforhold – hvem har ansvaret?

DIN Forsyning ejer den del af stikledningen, der er beliggende fra skelbrønden til hovedledningen ude i vejen. Derfor skal DIN Forsyning vedligeholde denne del af stikledningen.

Du ejer den del af ledningssystemet, der er beliggende på din grund. Du skal selv vedligeholde selve skelbrønden og det ledningsstykke, der er mellem skel og skelbrønd – det siger loven. Ligeledes kan du eje ledninger i fortovet/vejen, hvis du har din husfacade i eller tæt ved skel.

Al kloak på din side af skelbrønden tilhører din ejendom. Det kaldes afløbsinstallationen og er din private ejendom.

Hvis der opstår driftsstop på din private del af kloaksystemet, skal du selv sørge for at udbedre problemet for egen regning. Ligeledes er en rensebrønd på afløbsinstallationen altid dit ansvar.

Må jeg nedsive regnvand?

Det er en god idé at undersøge mulighederne for nedsivning af regnvand i faskiner på din grund.

Du skal have en autoriseret kloakmester til at afkoble dit regnvand, da du ikke må gøre det selv.

I byzone skal du ansøge Varde Kommune om tilladelse. Du finder vejledning og ansøgningsskema via dette link.

Der er regler for afstand til vej, hus og nabo, men ellers er der som sådan ikke så mange regler til faskiner. Men der skal være 5 meter til skel. Der skal også være mulighed for, at regnvandet kan sive væk fra faskinen – med andre ord skal din jordbund være egnet.

Kontakt Varde Kommunes Naturcenter for yderligere information.

Hvordan kan jeg klimasikre på min egen grund?

Skybrud og vandskader i forbindelse med ekstremt vejr kan blive en særdeles bekostelig affære for dig som boligejer, hvis du ikke har fået klimasikret.

Håndtering af regnvand handler både om bolig (indendørs) og matrikel (udendørs), så problem og løsning afhænger både af faktorer som boligens og grundens beskaffenhed, jordbundsforhold og beliggenheden og så selvfølgelig de ønsker, du som ejer har til resultatet.

Som boligejer er der meget, du selv kan gøre for at klimasikre din matrikel og din bolig fra kælder til kvist og dermed minimere risikoen for oversvømmelser.

Nedenfor kan du se en liste over de mest effektive foranstaltninger mod oversvømmelse og vand i boligen. Listen er ikke udtømmende, og hvis du er i tvivl om, hvilken løsning der passer til din bolig, er det en god idé at kontakte din lokale autoriserede kloakmester, og få ham til at hjælpe dig med at vurdere, hvilken løsning du skal vælge. Der er også en liste over løsninger, hvor du kan være med til at reducere belastningen på kloaksystemet.

  • Højvandslukke

Et højvandslukke beskytter din bolig mod vand fra kloakken under skybrud. Under daglig drift passerer spildevandet forbi højvandslukket. Ved skybrud (opstemning i kloakken) lukker højvandslukket automatisk, så der ikke kan strømme vand ind i boligen.

Der findes flere typer højvandslukke, som både kan placeres indenfor og udenfor huset. Du bør rådføre dig med en autoriseret kloakmester om, hvilken type der passer bedst til din bolig. Højvandslukket er dog kun aktuelt, indtil du får separeret på din egen grund – da regnvandet og spildevandet herefter er adskilt.

  • Pumpebrønd

En pumpebrønd kan altid hjælpe dig af med spildevand, selv når kloakken er fyldt op. Brønden placeres, så det spildevand fra kælderen, der skal pumpes, løber til denne brønd. I brønden sidder en pumpe, som pumper vandet videre til kloakken. Selv når kloaksystemet er overbelastet, kan vandet pumpes videre, og du kan stadig komme af med dit vand. Denne løsning er dog kun aktuel, indtil du får separeret på din egen grund – da regnvandet og spildevandet herefter er adskilt.

  • Omfangsdræn

Et omfangsdræn er som en nedgravet tagrende, som ligger langs husets fundament og ydermur og leder overskydende regnvand væk. Det kan være en god idé med et omfangsdræn, hvis du kan se og mærke, at fundament og sokkel suger fugt til sig på grund af for meget regnvand op ad huset. Du skal dog være opmærksom på, at dræn til sænkning af grundvandet IKKE må ledes til det offentlige kloaksystem. Det er kun regnvand fra overfladen, som må ledes til det offentlige kloaksystem. Det anbefales, at du snakker med en autoriseret kloakmester.

  • Faskine

En faskine er en slags kasse eller et hulrum i jorden, som regnvandet fra taget på en bygning eller terræn ledes hen til. Faskinen fungerer som et midlertidigt depot for vandet, lidt ligesom en meget mindre udgave af et regnvandsbassin. Fra faskinen siver regnvandet ned i undergrunden uden om afløb og kloaksystemet. Da vandet nu bidrager til grundvandet, er der dobbelt gevinst. Den klassiske faskine er et hul i jorden fyldt med natursten, men i dag fyldes hullet af letklinker eller plastkassetter, så faskinen ikke skal være så stor. En faskine kræver vedligeholdelse for at blive ved med at virke.

Der skal søges om tilladelse ved Varde Kommune, inden faskinen etableres.

  • Regnbed

Med et regnbed i haven sørger du for, at der løber mindre vand til kloakken. I stedet siver regnen ned i jorden og fordamper. Regnbedet skal anlægges et lavt sted mindst 5 meter fra hus og skel. En almindelig fremgangsmåde er, at regnvand fra taget ledes via en tæt rende til et regnbed. Bedet graver du for eksempel 60 cm dybt. Fyld 20 cm grus eller sand i bunden og derefter 20 cm af den muldjord, du gravede op. Så har du et bed, der ligger 20 cm under niveau og suger regnvandet til sig. For at være sikker på, at du opnår en god nedsivning af vandet, er det en god idé at blande sand eller grus i regnbedets jord.

I regnbedet kan du sætte planter, som tåler, at jorden i bedet veksler mellem at være meget fugtig og i perioder måske næsten tør. Det kan være blomsterplanter som for eksempel gul iris og løvefod, prydgræsser, buske og træer som for eksempel solbær, pil eller birk. Du kan også fylde bedet med sten.

Dette kræver tilladelse fra Varde Kommune.

Hvad gør jeg, hvis jeg tidligere har udledt tagvand på vejen?

Der må ikke udledes tagvand på vejen fremadrettet. Vi vil placere en skelbrønd, som du skal koble dit regnvand på.

Skader og forsikring

Hvis en husejer eller lejer opdager skader på deres ejendom eller ejendele, så skal de anmelde skaden til deres egen forsikring.

Såfremt din forsikring mener, at skaden skyldes vores projekt, så vil de kontakte entreprenørens eller vores forsikringsselskab direkte. Alternativt vil de afvise erstatning af skaden og bede dig kontakte os.

Når du kontakter os, så skal vi vide, hvor og hvornår skaden er sket samt det økonomiske omfang af skaden. Samtidig skal du angive, hvorfor du mener, at skaden skyldes os. Det økonomiske omfang af skaden gælder både værdien af de beskadigede ejendele og evt. udgifter til rengøring.

Varde Kommune og DIN Forsyning har tegnet en fælles forsikring ved Codan Forsikring.

Hvad gør jeg, hvis jeg finder rotter?

Du har en anmeldelsespligt, hvis du finder rotter eller rottehuller. I det tilfælde kan du anmelde rotterne via dette link på kommunes hjemmeside.

Ofte sker der det, at når man går i gang med gravearbejdet, bliver rotterne forstyrrede og flytter. Derfor er der sandsynlighed for, at der dukker rotter op i forbindelse med vores arbejde.

Erfaringer fra lignende projekter viser desuden, at når områder er blevet separeret, har dette en stor påvirkning på rotternes levevilkår. Når der bliver etableret nye tætte ledninger, får rotterne vanskeligere levebetingelser, da adgangen til føde (typisk i spildevandsledningen/fællesledningen) bliver væsentligt nedsat.