Det kommende flygtningemuseum i Oksbøl

Flygtningelejren i Oksbøl

I årene efter Anden Verdenskrig lå danmarkshistoriens største flygtningelejr ved Oksbøl. I dag kan man se den tyske flygtningekirkegård, og der arbejdes på at bygge et storstilet flygtningemuseum.

Mod Anden Verdenskrigs afslutning oplevede Europa en enorm flygtningestrøm bort fra krigens rædsler. 250.000 civile flygtninge kom til Danmark fra Tyskland i løbet af få måneder i vinteren og foråret 1945.

Ved befrielsen i maj 1945 blev det besluttet at internere flygtningene i store lejre, så de kunne sendes tilbage til Tyskland efterhånden som situationen der blev bedre. Den største af disse lejre kom til at ligge i Oksbøl. Her boede op til 36.000 flygtninge ad gangen, så Oksbøl i praksis var Danmarks femtestørste by i slutningen af 1940’erne.

Der arbejdes på at skabe et flygtningemuseum i flygtningelejrens gamle hospital. Foruden hospitalsbygningen og den meget smukke og stemningsfulde flygtningekirkegård er hele den oprindelige lejrs grundplan bevaret, selvom langt de fleste bygninger er borte. Derfor kan man stadig få en fornemmelse af lejrens størrelse og udseende.

Det er planen, at det kommende flygtningemuseum foruden historien om de tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig også skal fortælle andre flygtningehistorier.

• Fra februar til maj 1945 kom 250.000 tyske flygtninge til Danmark.

• Den 4. maj 1945 var der 1.100 interimistiske flygtningelejre i Danmark.

• Den største lejr kom til at ligge i Oksbøl med op til 36.000 indbyggere.

• Oksbøllejren havde skoler, kirker, biograf, teatre, hospitaler og alt, hvad der hører til en by. 

• Planerne for det kommende flygtningemuseum er tegnet af Bjarke Ingels Group.