Beskyttet beskæftigelse og aktivitetstilbud til psykisk sårbare og socialt udsatte voksne

Er du mellem 18 og 65 år, kan du søge om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud.

Formålet med beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud er, at du får mulighed for at indgå i en struktureret og meningsfuld hverdag med sociale relationer, hvor du har mulighed for at vedligeholde, stimulere og udvikle dine færdigheder og livsvilkår.

Tilbuddet tilrettelægges på en måde, der tager hensyn til dine interesser, kompetencer og behov.

Tilbydes du beskyttet beskæftigelse, kan det være med henblik på, at du på sigt kan varetage et skånejob eller et fleksjob.

Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud tildeles efter Servicelovens §§ 103 og 104.

spørgsmål og svar

Hvem kan få beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud?

For at du kan ansøge om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud, skal du være mellem 18 og 65 år, og opfylde følgende betingelser:

  • Du er førtidspensionist
  • Du har en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller særlige sociale problemer
  • Du er ikke i stand til at fastholde, eller opnå beskæftigelse på normale vilkår
  • Du kan ikke benytte tilbud efter anden lovgivning, herunder fleks- og skånejob

Hvordan ansøger jeg om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets og samværstilbud?

Du ansøger om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud ved at kontakte Social og Handicap Myndighed i Varde Kommune. Du kan også anvende skemaet her , men det er altid en god ide at kontakt din sagsbehandler i Social og Handicap Myndighed inden du søger. Såfremt du ikke har mulighed for at søge selv, kan en pårørende eller en værge søge for dig, hvis du på forhånd har givet dem en fuldmagt til det. 

Sagsbehandlingen foregår normalt på følgende måde:

Visitation til Socialpsykiatrien foregår i tæt samarbejde mellem Social og Handicap Myndighed og Socialpsykiatrien Dalgashus. Social og Handicap Myndighed vurderer i første omgang din henvendelse og du vil herefter blive inviteret til et indledende møde. På mødet deltager du sammen med myndighedsrådgiveren og 1-2 medarbejdere fra Socialpsykiatrien.

På det indledende møde drøftes om der er behov for et afklaringsforløb, eller om problemerne kan klares med det samme. Afklaringsforløbet er et fireugers forløb, hvor du i samarbejde med myndighedsrådgiveren og medarbejderne fra Socialpsykiatrien afklarer, hvilke behov du har for støtte. Det aftales endvidere på det indledende møde hvilke mål/ambitioner, der skal arbejdes med i afklaringsforløbet.

Afklaringsforløbet afsluttes med et møde med de samme deltagere som på det indledende møde. På mødet fremlægger Socialpsykiatrien sammen med dig, hvilke vurderinger I er nået frem til på baggrund af de mål og ambitioner I aftalte på det indledende møde og Myndighed fremlægger sin afgørelse af om du er berettiget til at modtage støtte samt i hvilket omfang. Afgørelsen indeholder desuden hvilke mål, der skal arbejdes med, samt tidsperspektivet for støtten.

Såfremt afgørelsen lyder på, at borgeren kan modtage støtte, aftales det, hvornår og hvordan du starter med støtten fx via læringsforløb, kontakter med Socialpsykiatrien mv.

 

 

Hvor foregår beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud?

Beskyttet beskæftigelse

Beskyttet beskæftigelse kan foregå i private virksomheder, eller i tilbud i andre kommuner. Varde Kommune har ikke sit eget tilbud om beskyttet beskæftigelse målrettet psykisk sårbare og udsatte voksne.

Aktivitets- og samværstilbud

Aktivitets- og samværstilbud foregår på værestedet i Dalgashus på Dalgasvej 35.

Du kan læse mere om tilbuddet på Socialpsykiatriens hjemmeside her

Fritidstilbud til psykisk sårbare og socialt udsatte

Der findes flere forskellige åbne fritidstilbud til psykisk sårbare og socialt udsatte. 

Værestedet i Dalgashus på Dalgasvej i Varde har et åbent tilbud, hvor du kan komme uden visitation. Du kan læse mere om tilbuddet her.

Cafe Lindely i Ølgod tilbyder aktiviteter og samvær for alle. Du kan læse mere om tilbuddet her.

Paraplyen i Varde

Paraplyen er en alkoholfri Café, hvor alle er velkommen. Der kan købes kaffe, te, hjemmebagt kage, smørrebrød, dagens varme ret m.m. Paraplyen er et samarbejde mellem KFUMs Sociale Arbejde i Danmark og Varde Kommune. Formålet er at skabe et alkoholfrit miljø, der er åbent for alle. Caféen er primært et tilbud til personer, der har trivselsproblemer, ensomhed - og/eller misbrugsproblemer. Læs mere på paraplyens hjemmeside her.

IFS Vestjyderne
IFS Vestjyderne er en idrætsforening for dig, som har psykiske eller sociale udfordringer:

  • Du har det psykisk svært.
  • Du har måske en sindslidelse.
  • Du har svært ved at begå dig i en almindelig idrætsforening.
  • Du føler dig isoleret, trænger til at komme ud blandt andre.


Vi kommer fra hele Varde Kommune og samles omkring idrætten, vi har udover idrætten stor fokus på det sociale samvær.
Her er stor rummelighed, så der er plads til alle, lige meget hvilket niveau du er på.

FAKTA:
Vi mødes
tirsdag fra kl. 13.30 - 15.00 og
torsdag fra kl. 13.30 - 15.00

svømning fra 14.30 om onsdagen
Vi mødes i forhallen kl. 14.00

Det foregår i Lerpøthallen, Lerpøtvej 55, 6800 Varde.

Medlemskab:
For nye er første måned uden egenbetaling.
Derefter 200 kr.pr. kvartal.

Aktiviteter: Badminton, bordtennis, volleyball, floorball, fodbold, tæppecurling, petanque, sociale aktiviteter.

Kontaktpersoner:

Flemming Højrup, mobil 24 86 07 29

Jeanette Jensen, mobil 20 42 48 84