Beskyttet beskæftigelse og aktivitetstilbud til handicappede

Er du mellem 18 og 65 år, kan du søge om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud.

Formålet med beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud er, at du får mulighed for at indgå i en struktureret og meningsfuld hverdag med sociale relationer, og hvor du har mulighed for at vedligeholde, stimulere og udvikle dine færdigheder og livsvilkår.

Tilbuddet tilrettelægges på en måde, der tager hensyn til dine interesser, kompetencer og behov.

Tilbydes du beskyttet beskæftigelse, kan det være med henblik på, at du på sigt kan varetage et skånejob eller et fleksjob.

 

Beskyttet beskæftigelse

Hvem kan få beskyttet beskæftigelse ?

For at du kan ansøge om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud, skal du være mellem 18 og 65 år og opfylde følgende betingelser:

  • Du er førtidspensionist
  • Du har betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer
  • Du er ikke i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår
  • Du kan ikke benytte tilbud efter anden lovgivning, herunder fleks- og skånejob

 

Hvordan ansøger jeg om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets og samværstilbud?

Du ansøger om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud ved at kontakte Social og Handicap Myndighed i Varde Kommune. Såfremt du ikke har mulighed for at søge selv, kan en pårørende eller en værge søge for dig, hvis du på forhånd har givet dem en fuldmagt til det. 

Sagsbehandlingen foregår normalt på følgende måde:

Først aftales der et møde mellem dig og din sagsbehandler. Du har ret til at invitere en bisidder, som du selv udpeger, med til mødet, og måske vil det være relevant at invitere andre parter med til mødet. Dette foregår altid efter aftale med dig.

På mødet vil du modtage relevant rådgivning og vejledning. I samarbejde med dig vil din sagsbehandler indsamle alle relevante oplysninger vedrørende din funktionsnedsættelse. Du vil ofte blive bedt om at udfylde en samtykkeerklæring til brug ved indhentning af eksempelvis lægelige oplysninger.

På baggrund af dine oplysninger og ud fra en faglig vurdering træffes der en afgørelse. Du vil modtage en evt. udmåling af tilbuddets omfang samt en begrundelse for afgørelsen, herunder hvorfor du opfylder kravene, eller hvorfor du får afslag.

Hvis du bevilges beskyttet beskæftigelse eller aktivitets og samværstilbud, vil din sagsbehandler mindst en gang årligt lave en opfølgning på din sag. Her vil det blive vurderet, om du fortsat er i målgruppen, og om tilbuddet lever op til formålet og matcher dine behov, eller om der skal foretages ændringer.

I forbindelse med ansøgningen, vil du blive bedt om at udfylde dette skema.

Hvor foregår beskyttet beskæftigelse og aktivitets og samværstilbud?

Beskæftigelsen i Samstyrken tilbyder en bred vifte af muligheder for at få en sund og meningsfuld hverdag.

På Samstyrkens hjemmeside, kan du læse mere om de forskellige tilbud: Samstyrkens hjemmeside

Lunden tilbyder aktivitets- og samværstilbud til dig der har en senhjerneskade. på Lundens hjemmeside, kan du læse mere om tilbuddet: Lundens hjemmeside

 

Derudover kan du også komme i beskyttet beskæftigelse eller samværs og aktivitetstilbud i private virksomheder, eller i tilbud der er placeret i andre kommuner, hvis Varde Kommune vurdere at der i kommunen ikke findes et tilbud der passer til dine behov.

Hvilke fritidstilbud findes der til handicappede?

På Varde Kommunes hjemmeside under Kultur og Fritid, står det beskrevet hvilke foreninger, der har tilbud til handicappede, du kan følge linket HER.

 

Desuden tilbyder Samstyrken forskellige fritidstilbud, hvis du i forvejen er tilknyttet Samstyrken via et botilbud eller et andet tilbud. Du kan læse mere om tilbuddene her: Samstyrkens fritidstilbud