Ansøg om / forny pas
Når du ønsker at få et pas, skal du henvende dig personligt til en kommunes borgerservicecenter.
Du skal medbringe:
- sidst udstedte pas
- original dåbs- eller navneattest, hvis du ikke har et pas i forvejen
- fødselsattest, hvis du søger om pas til et unavngivet barn
- sygesikringsbevis (sundhedskort), hvis dit personnummer ikke fremgår af attesten og du ikke har et pas i forvejen.
- et vellignende foto - I Varde Kommune kan vi tage pasfoto - pris 85 kr.
Foto i pas
Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit pas:
- fotografiet skal være uden skader
- det skal ligne dig og have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
- billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
- hovedbeklædning må kun bæres, hvis det er af religiøse grunde, og pandeparti, kindben og hage skal være synlige
- ansigtet skal være jævnt belyst
- begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
- munden skal være lukket
- briller må ikke være tonede og skal være uden reflektion
- Baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver
Du kan få mere information om udstedelse af pas ved at henvende dig til kommunens borgerservicecenter.
Fingeraftryk i pas
Fra 1. januar 2012 skal der fingeraftryk i nye pas på alle personer fra 12 år. Det koster 25 kr. (2012) at få optaget digitale fingeraftryk til dit pas.
Dit gamle pas er stadig gyldigt
Pas udstedt før den 1.1. 2012 vil stadig være gyldige i hele passets løbetid.
Hvad koster et pas?
Priserne på pas inklusive gebyr for fingeraftryk er fra den 1. januar 2012:
0 til 11 år: 115 kr.
12 til 17 år: 140 kr.
18 til 64 år: 625 kr.
65 år og derover: 375 kr.
Det tager 10-14 dage, før du får dit nye pas.
Hvor længe er passet gyldigt?
Pas for personer over 18 år er gyldige i 10 år.
Gyldighedsperioden er to år for 0-2-årige og fem år for børn og unge mellem 2 og 18 år.
Mistet pas
Hvis du mister dit pas i Danmark, skal du henvende dig til kommunen, der annullerer passet, så det ikke længere er gyldigt. Herefter kan du ansøge om et nyt pas, som du selv skal betale.
Hvis du mister dit pas i udlandet, skal du politianmelde det og bede om en politirapport eller en kvittering. Den skal du tage med til den danske ambassade i det pågældende land sammen med to pasbilleder, der lever op til billedreglerne. Ambassaden kan udstede et nyt midlertidigt pas (nødpas), der gælder, til du kommer tilbage til Danmark. Du skal betale et gebyr eller timebetaling for udstedelsen af nødpasset.
Hastebehandling eller midlertidigt pas
Er du sent ude med bestillingen af dit pas, er der fire muligheder for levering af pas i hastetilfælde:
- Hastelevering
- Ekspreslevering
- Forlængelse af eksisterende pas
- Midlertidigt pas (nødpas)
Hastelevering
Hvis din afrejse er så tæt på, at du ikke kan vente på den almindelige levering på 10-14 dage, er der mulighed for hastebehandling. Den tager normalt ca. 5 dage.
Ekspreslevering
I helt særlige situationer kan du få leveret dit pas som ekspreslevering på hverdage inden for almindelig kontortid. Her skal du være opmærksom på, at du selv skal betale meromkostningerne. Inden ekspresleveringen kan finde sted, skal du bekræfte ved kommunen, at du skal ud og rejse, fx ved flybilletter, rejseplan eller anden form for dokumentation.
Forlængelse
Du kan få forlænget dit ordinære pas én gang dog max et 1 år, hvis dit pas er udløbet inden for to år eller vil udløbe inden for kort tid, inden du skal rejse.
Du skal møde personligt op i borgerservice og medbringe dit pas. Forlængelsen koster ikke noget.
Vær opmærksom på at børn under 18 år skal medbringe en ansøgning med forældremyndighedsindehaveres/-nes underskrift.
Du skal dog være opmærksom på, at ikke alle lande accepterer en forlængelsespåtegning i passet.
Det er op til dig selv at undersøge om dit rejsemål accepterer det. Det kan du gøre via dit rejsemåls ambassade i Danmark eller dit rejseselskab.
Midlertidigt pas (provisorisk pas)
Midlertidigt pas (provisorisk pas) kan udstedes hvis:
- hvis du har mistet dit pas
- hvis du ikke har et pas
- hvis du ikke har medbragt passet
- hvis dit pas er udløbet for mere end to år siden.
Du kan kun få et provisorisk pas, hvis du ikke kan nå at få et ordinært pas. Det provisoriske pas har nogle begrænsninger, som du skal være opmærksom på. Det udstedes kun for den periode, du er på rejse - og maksimalt et år. Der er lande, som fx USA, der ikke godkender provisorisk pas til indrejse. Prisen er den samme som for det almindelige pas.
Hvis du har skiftet navn
Hvis du har skiftet hele eller dele af dit navn ud, er det en god idé at få et nyt pas. Af sikkerhedsgrunde vil flyselskaber og rejsebureauer ikke lade dig rejse, hvis navnet på billetten og navnet i passet ikke er det samme.
Børn og pas
Børn skal have deres eget pas uanset alder.
Bemærk dog, at hvis barnet er indskrevet i forældrenes pas før 1. oktober 2004 og stadig er under 15 år, skal det som udgangspunkt ikke have eget pas. Men der er lande, som ikke accepterer, at et barn er indskrevet i forældrenes pas.
Her kan du se, hvordan udvalgte lande forholder sig til børn i forældres pas.
For at få udstedt/fornyet et pas til dit barn under 18 år skal der ved fælles forældremyndighed foreligge underskrift fra begge indehavere af forældremyndigheden.
Denne ansøgning kan medbringes, hvis begge indehavere af forældremyndigheden ikke møder op.
Der gælder de samme regler for pas til børn som for pas til voksne, fx om kvalitet af foto og personlig henvendelse.
Unavngivne børn
Hvis dit barn ikke er navngivet, skal du være opmærksom på, at enkelte lande ikke kan garantere, at dit barn kan rejse ind i landet uden problemer.
Er du i tvivl, kan du henvende dig til dit rejsemåls ambassade eller konsulat i Danmark.
Børn og unge under 18 år kan nægtes indrejse
Hvis dit barn under 18 skal ud at rejse, og du som forælder eller værge ikke skal med, kan dit barn risikere at blive nægtet indrejse i nogle lande.
Der findes endnu ikke en liste over, hvilke lande det drejer sig om. Derfor er det en god idé at kontakte ambassaden eller konsulatet for det land, dit barn skal rejse til inden afrejse for at høre hvilke regler, der gælder, når børn og unge under 18 rejser ind i landet uden deres forældre eller værge.
Flere oplysninger
Du kan få flere oplysninger om ansøgning af pas hos kommunens borgerservicecenter. Justitsministeriet kan også give oplysninger om regler for pas.
Udenrigsministeriets borgerservice kan hjælpe med oplysninger om andre landes regler for pas.
Nogle lande kræver eksempelvis, at dit pas er gyldigt seks måneder eller længere ud over rejsens varighed. Det er dit ansvar at undersøge reglerne i det land, du rejser til. Tjek eventuelt med det lands ambassade i Danmark, som du skal rejse til.