NaturKulturKanon

De 3 v’er: Vesterhavet, Vadehavet og Varde Å er de største og Varde Kommunes mest markante fyrtårne.

Oplevelseskortet kan du finde på bibliotekerne, turistbureau, borgerne
rvice.

Natur-Kultur-Kanon i Varde Kommune

Storslået enkelt -
Vadehav og Vesterhav

1. Vesterhavet - fra Blåvand til Nymindegab
2. Rav - på jagt efter Nordens Guld
3. Et stort landskab omkring Filsø
4. Klitheden
5. Mellem trætoppe på sandjord
6. Nationalpark Vadehavet
7. Krondyr
8. Atlantvolden
9. Blåvandshuk
10. Hjedding Andelsmejeri
11. Nymindegab - natur i stadig forandring
12. Varde - en gammel købstad
13. Kunst: Moderne fantasy og en eksotisk rejse
14. Flygtning 1945
15. Rytterkampe, liljer og middelalderstemning
16. En særlig vestjysk lobelie-sø
17. Varde Å
18. Vind og vand - ren, vestjysk energi

Vesterhavet - Blåvand til Nymindegab

Vesterhavets største attraktion er ubetinget Vesterhavet med de hvide sandstrande og klitter. Men vidste du at der er forskel på de mange strande langs kysten?

Skallingen
Få steder i Danmark finder man et så stort og uberørt landskab som på halvøen Skallingen. Her finder du områder med ro til ensomme ture.
Langs Vesterhavet består Skallingen af en bred sandstrand og et bælte af klitter og langs Ho Bugt af frodige strandenge. Ligeledes findes et uberørt landskab med klitter og strandenge på Langli, der er en ø omgivet af vader og dyb og adskilt fra Skallingen af Hobo Dyb. (Link til Nationalpark Vadehavet om Skallingen)

Blåvand
På en sommerdag er strandene ved Hvidbjerg og Blåvand et paradis for børnefamilier. Her holder høfder lidt styr på havet, og stranden har fint sand. Tager du ud til Blåvandshuk fyr, kan du fornemme hvorfor skibene frygtede at strande på Horns Rev. Her er kysten vild, men udsigten til de knap 200 hav-vindmøller fascinerende. Ved Blåvand fyr kan man også se mange velbevarede bunkers fra Atlantvolden. (Link til Blåvandshuk  Vind og vand  Atlantvolden)

Vejers og Børsmose
I Vejers og Børsmose kan man køre bilen helt ned på stranden og sætte familie, køletasker og liggestole af direkte i vandkanten. Vejers og Børsmose er populære mål for de, der foretrækker at køre ”lige til døren”. Men begge strande har også store afdelinger, hvor der ikke kører biler, så der er også mulighed for strandtur uden biler her. Mellem Grærup og Børsmose er et af de allerbedste steder at se krondyr i området. (Link til  Krondyr).

Henne Mølle Å og Henne
Begiver du dig ad den lange grusvej over heden til Henne Mølleå Badehotel venter der dig en fantastisk naturoplevelse. Her skærer åen sig vej gennem klitterne ud til havet. Det historiske badehotel fra 1936 blev tegnet af Poul Henningsen (PH). Det var hans idé, at hotellet skulle glide naturligt ind i det smukke klit- og hedelandskab. Her kan du nyde den lyse sommerstemning i spisesalen under de berømte PH-lamper. (Link til Fiilsø og Henne).

Ved Henne Strand kan du parkere tæt på havet. Spadsereturen langs vandet har du til gengæld i fred for biler.

Houstrup og Nymindegab
Havet på disse kanter virker lidt vildere end på de sydligere strande.. Når du først er kommet over klitterne, kan du gå lange ture på næsten øde strækninger og høre bruset fra rullesten i vandkanten. Ved Nymindegab Strand bliver havet hurtigt dybt, så pas på bølger og strøm!.
(Link til  Nymindegab og  Kunst)

Til toppen af siden

Rav - på jagt efter Nordens guld

Hvad kan du opleve?
At finde rav er at finde sig selv midt i naturen. Ravjagten er bedst efter en god storm, der har skyllet ravet fri af havbunden og op på stranden. Efterår og vinter er højsæson for at finde rav.

Hvor finder du rav?
Det meste rav skylles op syd for Blåvandshuk. Men det er muligt at finde rav langs hele Vestkysten.

De rette betingelser er svære at udpege nøje. Prøv en stille dag med fralandsvind efter en god storm fra sydvest. Tidspunktet lige efter højvande er bedst.

Ravet ligger blandt det såkaldte ’ravtøj’ – opskyllede muslinger, søstjerner, træ og tang. Du ved, det er rav, hvis det er lettere end sten og lyder som plastik, når du banker det let mod tænderne.

Mere viden om rav
Rav er dannet af 40-80 mio. år gammelt harpiks. Siden mennesker indvandrede til Norden efter istiden har vi brugt rav til amuletter og smykker. Også i dag mener mange, at ravsmykker er godt for helbredet.

Du kan se rav i utallige former på Ravmuseet i Oksbøl. Her finder du millioner år gammelt rav med indkapslede insekter. Du kan også se oldtidens amuletter i rav og opleve hvordan rav gennem århundrederne er brugt som udsmykning.

Dit eget rav
Langs Vestkysten finder du mange dygtige ’ravsmede’, der producerer unikasmykker, for eksempel i Blåvand, Henne og Hennebjerg. Nogle ravsmede arrangerer guidet ravjagt i sommermånederne. Andre steder kan du komme i ’ravskole’ og lære at slibe rav.

Sådan foregår en ’ravjagt’
En ravjagt starter ofte hjemme, hvor man tjekker vejrudsigten. Man vælger ud fra vindretning og hastighed, hvilket stykke strand, der skal være mål for jagten. Tidevandet afgør, hvornår på dagen man skal af sted. Tidsrummet, hvor vandet falder efter højvande, er den periode man skal søge.

Meget generelt kan man sige, at efter stormvejr kan der komme rav, hvor læ for vind eller strøm opstår. En svag fralandsvind eller vind på langs af stranden efter en storm kan være godt. Fralandsvind skubber overfladevand ud, hvorved der dannes en understrøm ind mod land. Netop understrømmen ind, fører løsrevne materialer såsom tang, træ, døde krabber og søstjerner etc. ind til land og det er i dette opskyl, også kaldet ’skarn’, ravet oftest ligger.

Det er meget svært at opstille den ideelle opskrift på, hvornår der er størst chance for ravgevinst, for der er mange faktorer der spiller ind. Vinden, strømmen, fuldmånen og tidevandet er de overordnede kræfter, der er styrende for, hvornår der bliver opskyllet ’skarn’, lokalt også kaldet ’ravtøj’, på kysten.

Det er kraftig vind og strøm, der løsriver ravet fra lagene under vandet. Hvornår og hvordan ravet kommer ind er individuelt fra strand til strand og kan være forskelligt fra gang til gang. Det sker sjældent, men der kan komme rav på stigende vand, dette fænomen opstår oftest hvor der er revledannelse langs stranden. ’Skarnet ’med rav kan lægge sig bag revlen ved lavvande og først blive skubbet over revlen ved højvande. Vær forsigtig med revler og tidevand!

Erfarne ravsamlere er blevet overrasket over pludselig at stå i et ’raveventyr’, hvor de allermindst havde ventet det og har også ofte oplevet at komme tomhændet hjem, selv om alle faktorer så lovende ud. Så selv om der er en række generelle ’regler’ man kan stille op for, hvornår det er godt at samle rav, er der ingen regler uden undtagelser.

Tag på stranden – det er den vigtigste forudsætning for at finde rav. Lokale ravsamlere på vestkysten optræder ofte i waders og varm påklædning, og er ofte udstyret med knallert, lygter og ’kejs’, et lokal udtryk for et lille net monteret på skaft, der anvendes til at opsamle ravet i vandet. De fleste er venlige og imødekommende og øser gerne ud af deres erfaring og viden omkring ravet og de optimale forhold for en ravjagt.

For den, der ønsker at prøve lykken som ravsamler er gummistøvler et must. Derudover kan man kombinere med et par regnbukser, der betyder at man kan gå i vand med bølger uden at få en våd sok – en vigtig faktor, idet man kan samle rav i vandet mens det falder. Hvis man bliver grebet af det, kan man lave en ’kejs’. Så har man faktisk det lavtekniske udstyr, der er nødvendigt for succes.

Ravmuseet i Oksbøl – skatkammer af international standard
På Ravmuseet kan man se et samlet ravfund på 5,5 kg fra Blåvandshuk samlet i døgnet efter en storm, samt et enkelt stykke rav på 2,5 kg. Rav er harpiks fra de enorme skovarealer, der dækkede jorden på dinosaurernes tid.

Vil man opleve denne ravskov, kan man gå på Ravmuseet i Oksbøl. Her kan man springe 40 millioner år tilbage i tiden og se insekter og plantedele, der dengang klæbede til harpiksen mens den var frisk. På Ravmuseet er der ravstykker med blomster, en græshoppe samt et kokonspind fra en edderkop.

Det kan være svært at forestille sig, hvordan dinosaurernes ’ravskov’ så ud. På Ravmuseet kan fantasien få hjælp af et stort maleri, som regnes for verdens bedste bud på, hvordan ravskoven så ud for 40 millioner år siden. Maleriet er udført til museet af kunstneren Otto Frello, der er ekspert i at gengive verden med stor nøjagtighed.

Museet rummer en stor samling af de mest utrolige og opfindsomme ting af det gyldne rav. De bedste ravstykker er blevet brugt til pyntelige ting som skrin, figurer og smykker, men rav har også været anvendt i medicin- og lakindustrien samt til isolering i elektriske komponenter. Museet har Nordens største kulturhistoriske ravsamling med rav fra oldtiden til i dag. Mest spændende er måske tre små flintebor, som har tilhørt en perlemager fra stenalderen.
Udstillingen på Ravmuseet kan i størrelse og indhold måle sig med andre internationale ravudstillinger. www.vardemuseum.dk

Mere viden om rav
Rav findes over det meste af verden. Det er dannet af harpiks fra enten nåle- eller løvtræer, der voksede for mere end 20 millioner år siden. Det ældste, man har fundet, er 320 millioner år gammelt, men det må snarere regnes for fossil harpiks, da det fremtræder anderledes, end det øvrige rav man kender til.

Ravet fra den danske undergrund er som regel omkring 100 millioner år gammelt og dermed fra kridttiden, men det kan også være yngre og svare til det, der skyller op på de danske kyster. Dette rav stammer fra træer, som voksede for ca. 40 millioner år siden – i tertiærtiden. På den tid var Skandinavien og Østersøen en del af et bjergrigt fastland med store skove, og nogle mener, at det var hér, de ravproducerende træer voksede. Andre går ud fra, at ravet stammer fra skove, der strakte sig fra det sydlige Polen og ind i Rusland.

Succinit er det videnskabelige navn for dette rav, der lige så tit omtales som baltisk rav eller Østersø-rav. Det udvindes i Kaliningrad, hvor ravet især er lejret i den ’blå jord’ og brydes i åbne miner. Langs Østersøen i det tidligere Østpreussen og langs Skånes kyster kan ravet også samles på stranden. Rav fra Gdansk-regionen i Polen og Bitterfeld i Tyskland samt Ukraine-forekomsterne er også succinit, hvilket tillige gælder rav fundet langs de engelske og hollandske kyster.

Det største stykke succinit, som vejer 9,75 kg, blev fundet nær Stetin i Polen 1860. Det findes på Museum für Naturkunde i Berlin. Det største danske stykke vejer 4,5 kg og befinder sig på Geologisk Museum i København.

Dansk rav
Hovedparten af det rav, der samles i Danmark, kommer ind på stranden langs den jyske vestkyst. Den største mængde tages ved Blåvandshuk og på Fanø, men der kan også være rigtig gode ravdage længere nordpå. Følges kysten rundt om Skagen og sydover, viser det sig, at der fra tid til anden kommer rav ind på stort set alle danske strande.

Store anlægsarbejder ved kysten som broerne over Storebælt og Øresund bringer altid meget rav frem – også på strækninger, hvor der sædvanligvis ikke forekommer rav. Det samme gælder ved udgravninger inde i landet, og man siger, at der findes rav alle steder i Danmark, bare der bliver gravet dybt nok.

På strandengene syd for Sæby i Nordjylland er det ikke nødvendigt at grave for at finde rav. Her på den hævede havbund kommer ravet frem, når jorden bliver pløjet om efteråret. Nogle kalder dette rav, som har en mat, rødbrun overflade, for jordrav, men ravet svarer helt til detmere eller mindre klare rav, der ellers findes i vandkanten. Den karakteristiske skorpe er dannet, fordi ravet i jordoverfladen har været udsat for lys og luft over en længere periode.

Til toppen af siden

Et stort landskab omkring Filsø

Vikingerne mødtes i Henne
På en bakke lidt nordvest for Henne kirke mødtes vikinger for 1000 år siden på en stor handels- lade og værkstedsplads.

Endnu har arkæologerne kun udgravet små biddet af denne specielle by. Men undersøgelserne viser, at byen var velstruktureret omkring et vejforløb med retning mod Fil sø – formodentlig vejen til landingspladsen. Vikingerne har sandsynligvis kunnet sejle helt tæt hertil fra Nordsøen via Henne Mølleå.

Langs med vejen ligger flere hundrede nedgravede arbejdshytter. Mange af dem har været vævehytter, viser fund af væve og tenvægte. Der må have været en meget omfattende tekstilproduktion. Fra andre pladser af samme type ved vi, at man især har vævet sejldug til vikingetidens skibe. Måske har det samme været tilfældet i Henne?

Der er også fundet langhuse, datidens ’parcelhuse’, bag grubehusene. Som endnu et bevis på pladsens særlige karakter og velordnede struktur ligger alle langhusene i pladsens vestlige udkant orienteret nord-syd. De danner med deres langvægge en massiv befæstning af pladsen mod vest.

Den by, der blev grundlagt i vikingetiden, gjorde formodentlig, at Henne udviklede sig med bispegård, kirke og vandmølle.

Henne vandmølle og Filsø

Ifølge skriftlige kilder skal Henne Mølle være anlagt kort efter at bispegården Hennegård blev bygget omkring 1140. Hennegårds Mølle, som den blev kaldt, fik i de følgende århundreder stor betydning for egnens bønder. I 1683 oplyses det, at møllen betjener 214 gårde og 81 husmandsbrug, og helt fra Ho og Oksby sogne, kom folk agende til Henne Mølle for at få malet deres korn.

Vandmøllens forudsætning var vandet i Filsø, og en opdæmning ved møllen var med til at holde en høj vandstand i Filsø. At vandmøllen ved Henne var en indbringende forretning gennem århundreder, er sikkert. I 1830 blev den beskrevet som Vester Herreds mest indbringende ejendom, der årligt malede 1.600 tønder korn, mens den tilbyggede stampemølle producerede 2.000 alen vadmel. Dertil kom en ålekiste i strømmen og retten til at opkræve bropenge for passage af åen, ligesom der på ejendommens jordtilliggender kunne græsse 30 kreaturer, nogle heste og 50 får. Alligevel blev møllen opkøbt med nedlæggelse for øje i 1850, hvor man ønskede at afvande store dele af Filsø for at opdyrke den tidligere søbund. Da man fjernede stemmeværket ved Henne Mølle og samtidig udrettede nogle af slyngningerne i møllestrømmen, faldt vandstanden i Fiilsø fra 5,3 meter over havet til 2,2 meter over havet, og søens areal svandt ind fra cirka 2.000 hektar til cirka 700 hektar.

Hennegård

Hennegård, godt en halv kilometer øst for Henne Kirke, er bygget som bispegård i den tidlige middelalder, engang før 1145. Udgravninger har vist, at Hennegård har været omgivet af et større voldgravssystem, hvor Filsø udgjorde den ene side af den yderste grav.

Efter reformationen i 1536 blev Hennegård krongods, men allerede i 1544 solgte kronen herregården til lensmanden på Hennegård.

Herremanden på Hennegård ejede i århundreder det meste af det omkringliggende bøndergods og i en periode også Henne Kirke. Engene mod søen gav grundlag for det landbrug, som gårdene i Henne Kirkeby vidner om. Engene var forudsætningen for kvægbrug, og gødningen derfra gav bedre udbytte på de agre, som lå mod nord.

I 1748 blev hovedgården og bøndergodset solgt hver for sig, men en senere ejer fik en stor del tilbage under hovedgården i en kort periode. Hennegård brændte i 1831. Ved branden ophørte Hennegård med at være en herregård. Hovedbygningen blev genopført på samme grund mod syd i et firelænget gårdanlæg. Gården blev da ejet af en Varde-købmand, der drev handel og havde et brændevinsbrænderi på Hennegård. Derefter gik ejerne over til almindelig landbrugsdrift.

Henne Kirke

Henne Kirke er en middelalderlig kvaderstenskirke. Den har stadig en middelalderlig, romansk døbefond og klokke fra 1444. Våbenhuset foran syddøren og tårnet er senmiddelalderlige bygninger, formentlig fra 1400-tallet.

I katolsk tid var kirken formentlig indviet til Sct. Nicolaus, som er de søfarendes helgen. Efter reformationen hørte kirken under kronen og var underlagt sysselprovstens tilsyn. Lønne præstekald blev nedlagt ved kgl. resolution i 1683 og tillagt Henne pastorat som anneks, fordi befolkningen var forarmet af sandflugt og ikke kunne lønne to præster.

Henne Kirke tilhørte Ribebispen indtil 1299, hvor biskoppen gav kirken til Puggård Skole i Ribe, som ejede kirken til reformationen i 1536. Henne Kirke hørte under Hennegård i perioden 1722-1829, hvorefter den frem til 1862 blev ejet at staten, som solgte kirken på auktion til et interessentskab af otte mænd fra sognet. Siden 1918 har kirken været selvejet.

Efter 1880 blev der indført regulerede, afgrænsede gravsteder på Henne kirkegård, og de afdøde begravedes ”geografisk” efter bopæl i sognet. Indstrandede lig blev begravet i det nordvestre hjørne – i retning af havet.

Henne Kirkeby Kro

Henne Kirkeby Kro blev grundlagt af en gårdmandsenke, da hun ca. 1870 søgte om bevilling til at drive beværtning. Gården blev senere en privilegeret kro, og enken, der byggede kroens store rejsestald, drev både landbrug og kro frem til 1890. De følgende ejere fortsatte driften, men mistede spiritusbevillingen omkring 1909, hvorefter kroen fortsatte som afholdskro frem til 1930’erne, da en ny enke igen fik spiritusbevilling. Hun var datter af det tidligere ejerpar. Kroen gik i 1981 videre til enkens barnebarn, der var en velanskreven kok. Han formåede at bringe Henne Kirkeby Kro op på et internationalt niveau, som de nuværende ejere fra 2007 arbejder på at fastholde med nye, tidssvarende initiativer.

Da jagten på Filsø blev lejet ud, var Henne Kirkeby Kro under de skiftende ejere samlingssted for jagtselskabet, som blandt andre talte den fynske maler Johannes Larsen.

Johannes Larsen og Filsø

Johannes Larsens virke er knyttet til Fyn og i særdeleshed Kerteminde. Mindre kendt er det måske, at fynboen hvert år opholdt sig adskillige uger i Vestjylland, og at en væsentlig del af hans motiver stammer herfra.

Johannes Larsen var født 1867 i Kerteminde og døde samme sted i 1961. I 1913 blev han for første gang inviteret til Fiilsø og Henne. Her fandt kunstneren en helt enestående natur, som han de efterfølgende tre årtier vendte tilbage til igen og igen for at male og gå på jagt og gense gamle venner. Larsen var medlem af Fiilsø Jagtselskab, der lejede jagten omkring Fiilsø. Søens omdannelse til landbrugsjord reducerede efterhånden fuglebestanden betragteligt, og i 1946, da Johs. Larsen for sidste gang besøgte Henne og Fiilsø-egnen, var tidligere tiders jagteventyr en saga blot.

Når Larsen kom til Vestjylland indlogerede han og en række andre jægere sig på Henne Kirkeby Kro til jagtsæsonen om foråret og vendte atter tilbage, når jagten gik ind om efteråret. Gennem en lang årrække ved Fiilsø og Henne tegnede og malede han fuglelivet, naturen og vejret på denne egn.
Flere af Johannes Larsens værker med motiver fra Filsø hænger i dag på Nymindegab Museum  http://vardemuseum.dk/dk.php/museer/nymindegab_museum/

Fiilsø – fortiden og fremtiden

Fra 1848 og hundrede år frem er vandstanden i Fiilsø faldet og faldet. Først fjernede man stemmeværket ved Henne Mølle, siden indledte man egentlige afvandingsprojekter med grøftegravning og etablering af pumpeværker. I 1848 dækkede vandspejlet cirka 3.000 hektar, mens det omkring år 2000 var skrumpet ind til 100 hektar. Landvindingen skyldtes ønsket om mere landbrugsjord, og fra midten af 1900 tallet til begyndelsen af 2.000erne har et af Nordeuropas største landbrug været drevet her. I 2010 købte Aage V. Jensens Naturfonde arealet af A/S Fiilsø, og en naturgenopretning er nu sat i gang. Derfor vil man for første gang i 150 år kunne se vandstanden stige igen på Fiilsø, og det forventes at vandspejlet vil komme til at dække 900 hektar, mens 400 hektar rundt omkring søen vil blive rørskov og sump.

Til toppen af siden

Klitheden

Danmark er europamester i klitheder
Langs Vesterhavet ligger de store sandklitter. I et bælte fra Skagen til Blåvands Huk og videre på vadehavsøerne Fanø, Mandø og Rømø. Som gigantiske sandslotte, blæst ind fra havet og bygget op af den stride vestenvind. Danmark har Europas mest velbevarede klitheder.

Hvide, grønne og grå klitter
Længst ude mod havet lyser det hvide sand gennem den sparsomme bevoksning af hjelme og marehalm. Længere inde bliver den hvide klit til grøn klit og længere inde til den næringsfattige grå klit, og gradvis når man frem til tørre sandmarker, som er dækket af et mosaikagtigt mønster af især lyng, mosser og laver - klitten er blevet til klithede. Her er påvirkning af vind, vejr og saltvand ikke så voldsom som længst ude mod kysten. Og af den grund har der udviklet sig et plantedække, som kan klare sig i den tørre, næringsfattige jord.

Vild natur af international betydning
Klithederne er nok det, som kommer tættest på såkaldt klimaksnatur i Danmark. Hermed menes en naturform, som har fået lov til at udvikle sig frit under de givne fysiske og klimatiske forhold uden menneskets indblanding. Her oplever man for alvor den vilde, dynamiske natur.

Der findes klitheder mange steder langs kysterne af Nord- og Vesteuropa, men i forhold til deres oprindelige udbredelse er det kun en brøkdel af dem, vi finder bevaret. Den jyske klithede er den mest velbevarede af dem alle og er derfor en naturtype af international betydning.

Liv i klitheden
Klitheden er sammensat af mange forskellige, særligt tilpassede og følsomme plantesamfund, der på tør og udvasket bund har et højt islæt af laver og mosser og med dværgbuske som hedelyng, revling og klitrose. I fugtige lavninger findes spændende småmoser og kær med bl.a. tørvemosser, mosebølle, soldug, tranebær, rosmarinlyng og klokkelyng. Klitheden har desuden en sjælden og specialiseret insektfauna og udgør desuden et vigtigt levested for sjældne og truede ynglefugle som trane, tinksmed og hjejle.

Klitheden skal passes på!
Klitheden er til dels opstået, som resultat af naturlig sandflugt og en overudnyttelse af de yderste klitbælter i 1500-1700-årene. Som den fremstår i dag, med sin næringsfattige, udvaskede sandbund og stadige saltpåvirkning, er den slutproduktet af en naturlig succession. Til gengæld er den særdeles følsom. Slitage fra turister er et stort problem flere steder. Tilgroning af selvsåede nåletræer er også et problem. Og det samme gælder tilførsel af næringsstoffer, især kvælstof, som føres med luften fra nærliggende marker. Der er mange gode grunde til at passe godt på vore klitheder. Danmark er Europamester i klitheder. Det giver os en særlig forpligtelse.

Spændende klitheder fra Nymindegab til Skallingen
Her kan du gå på opdagelse i nogle af områdets mest spændende klitheder. Husk, at klitheden er en sårbar naturtype overfor slitage, så følg stier og veje i så vid udstrækning som muligt.

- Klitheden langs Gammelgab.
Vest for det gamle udløb fra Ringkøbing Fjord (Gammelgab) ligger et storslået klithedelandskab. Vest for Nymindegab går en lille vej sydpå herfra kan dette landskab ses.

- Lyngbo Hede ved Blåbjerg Plantage.
Nær Henne Strand i den sydlige del af Blåbjerg Plantage ligger Lyngbo Hede, som er et smukt parti med klithede. Vandresti i udkanten af heden udgår fra vejen mod nord fra Henne Strand eller fra P-plads ved Hovstrup Strand. Denne hede er plejet ved et stort EU-Life støttet klithedeprojekt 2001-2006. Træer blev ryddet og heden blev brændt af.

- Grærup:12. maj heden.
Nord for Vejers Plantage ved Grærup ligger 12. maj heden, som også blev plejet ved EU-Life projektet, her kan den sjældne rosmarinlyng findes blomstrende i maj måned i de fugtige områder. 

- Kallesmærsk Hede
Meget stort klithedeparti nord for Blåvands Huk. Militært øvelsesterræn, der periodevis kan være afspærret pga. skydeøvelser. I Oksby plantage ligger en høj klit Husbjerg, der er ca. 1,5 km gåtur ind til den fra Blåvandvej, du kan parkere ca. 1 km før Oksby ved Sdr. Ringvej, der står også et skilt: Husbjerg. Fra Husbjerg er der udsigt over en meget stor del af Kallesmærsk Hede og med en god kikkert kan der næsten altid ses krondyr herfra. Vest for Husbjerg ude på Kallesmærsk Hede står en mindesten for 6 frihedskæmpere som i 1943 blev henrettet og efterfølgende begravet her. Se: http://www.forsvaret.dk/OKSBL/Om%20Oksb%C3%B8llejren/Mindestenen/Pages/default.aspx

- Skallingen
Meget spændende halvø med dynamisk kyst- og marsknatur. Betydelige marsklandskaber og høje klitter mod vest, men også partier med klithede i området mellem de hvide klitter og marsken. Kørselsmuligheder til to P-pladser på Skallingen. Husk hunde må ikke medtages på Skallingen, heller ikke i bilen.

Til toppen af siden

Mellem trætoppe på sandjord

Løvklitten – Kærgård Plantage
Den, der første gang begiver sig ind i den centrale del af Kærgård Plantage øst for Nr. Enge Rasteplads bliver mødt af et ejendommeligt syn, der næppe har sin lige andre steder i landet. Et areal på cirka 35 hektar bestående af lyngklædte klitter og egepur i forskellige højder og udformninger udgør det, vi kalder for ”Løvklitten”, nemlig indlandsklitter, der er mere eller mindre dækket af egeskov, der vokser op gennem klitterne.

Løvklittens skabelseshistorie
Det skov, der i dag findes i Vestjylland er næsten uden undtagelse anlagt indenfor de sidste 150 år og fremstår i dag som større selvstændige plantager. Anlæggene er foretaget langs hele den jyske vestkyst fra grenen i nord til Rømø i syd. Plantagerne består primært af indførte nåletræarter med et mindre indslag af løvtræ. Plantagerne blev primært anlagt for at dæmme op for sandflugten, der var et stort problem for lokalbefolkningen.

Men længe inden den menneskeskabte skovrejsning fandtes der en del skov i Vestjylland, der dækkede store områder med blandt andet egeskov. Løvklitten i Kærgård plantage er et levende bevis på, at der for mange hundrede år siden var skov i det barske vestjyske landskab. Og det eg, der den dag i dag findes i Løvklitten er oprindelig urørt egeskov fra en svunden tid.

Mellem år 1500 og 1600 tog sandflugten til i det vestjyske og den hærgede egnen gennem flere århundreder og skabte det klitlandskab som vi kender i dag bestående af et utal af indlandsklitter. Klitterne i Kærgård er et eksempel på sådanne klitter. Under sandflugten blev den oprindelige egeskov i området dækket til med sand. Det egekrat, der i dag kan iagttages er derfor blot de øvre dele eller trækroner af større oprindelige egetræer, hvis hovedstammer er dækket af klitter.

Områdets egevegetation flyder i dag mere eller mindre sammen så det kan være vanskeligt at erkende de enkelte træer. Besøger man området i egenes udspringsperiode i juni måned vil man imidlertid kunne iagttage pletter med nyudsprungne olivengrønne blade skarpt afgrænset af partier med grene i nøgen vintertilstand. Det man ser, er de enkelte individers trækroner, der grundet små genetiske afvigelser i udspringstidspunkt afslører afgrænsningen af hvert enkelt træ.

Egestammerne under sandet
De tilsandede ege har været genstand for megen undren og nysgerrighed. I 1960 erne blev der foretaget en undersøgelse i området, hvor man foretog udgravninger i klitterne. Undersøgelsen bekræftede, at de gamle hovedstammer ligger flere meter nede i klitlandskabet mens de synlige dele næste uden undtagelse er kronedele.

Egene har gennem flere århundrede demonstreret en forbavsende evne til at overleve i et magert landskab med blæst og hyppige saltstorme. En del af hemmeligheden er egenes evne til at sætte et sekundært rodnet, der kan sikre overlevelsen og fortsat vækst. Desuden har den dybtliggende oprindelige pælerod adgang til et forholdsvis næringsrigt jordlag dybt under klitten.

Flere steder kan der iagttages døde stammedele, der står som smukke skulpturer i landskabet. Der er i dette tilfælde ikke tale om skovdød men om overlevelse. Egene afstøder således de dele af kronerne, der koster for meget vand og næring. Der er typisk tale om vækster, der bliver for høje og rager for meget op i den barske vestenvind.

De barske klimatiske betingelser påvirker naturligvis i meget høj grad tilvæksten. Årringe kan således ikke påvises ved gennemskæring af egestammerne, hvilket er normalt for både løv og nåletræ. Tilvæksten er så lav, at de enkelt ringe flyder sammen og danner det, vi kalder hungerved.

Egen har bremset sandflugten
Den, der i dag går ind på et højt parti i løvklitten vil opdage, at klitdannelsen stopper omtrent ved Løvklittens østlige grænse. Altså der, hvor vi i dag har overgangen til Fiilsø og det flade landskab, der strækker sig mod øst. Det viser, at egene på forbavsende vis har formået at bremse sandflugten og fastfryse landskabet. Teknikken er den samme, der senere blev anvendt da de første forstmænd indførte den flerstammede bjergfyr til området.

Flora og fauna i Løvklitten
Egetræet har en lys krone og det bidrager til en stor artsrigdom under trækronerne i Løvklitten. Ud over større partier med hedelyng ses afhængig af fugtforholdene både klokkelyng, mosebølle, ørnebregne, lyng snerre, kratvisse, skovstjerne og almindelig Kohvede.

Løvklitten er også et yndet område for krondyr og rådyr. Her findes der både gode fødemuligheder samt mulighed for at finde skjul.

Tilstand, trusler samt pleje
Hele området med Løvklitter er fredet og har status som ’urørt skov’. Det betyder, at der ikke må foretages menneskeskabte ændringer i landskabet. Områdets nuværende tilstand skal bevares.

De tilstødende arealer bestående af kunstigt anlagte og indførte nåletræarter er imidlertid en vedvarende trussel for området. Det skyldes, at de fleste nåletræarter villigt selvsår sig på især lysåbne arealer. De største gener kommer fra arterne contortafyr, sitkagran samt skovfyr. Disse træarter vil på sigt opsluge hele arealet, udviske terrænet og true egene.

I området bliver der derfor foretaget løbende pleje. Der er tale om meget nænsomme indgreb, hvor selvsåninger manuelt fjernes så tidligt som muligt. Ofte så tidligt, at de små træer blot kan trækkes op med hænderne.  

Til toppen af siden

Nationalpark Vadehavet 

Nationalpark Vadehavet har sin nordlige afgrænsning i Varde Kommune. Skallingen og Langli, strandengene ved Ho Bugt og Varde Ådal vest for Varde er dynamiske landskaber som er en del af nationalparken. De er alle komplekse landskabstyper, som udgør væsentlige og særegne landskaber i den nye nationalpark.

Skallingen
Få steder i Danmark finder man et så stort og uberørt landskab som på halvøen Skallingen.
Den udgør sammen med Langli en række landskabselementer, som på overskuelig vis kan fremvise de landskabstyper, der udgør Vadehavets natur og økosystemer.

Langs Vesterhavet består Skallingen af en bred sandstrand og et bælte af klitter og langs Ho Bugt af frodige strandenge. Ligeledes findes et uberørt landskab med klitter og strandenge på Langli, der er en ø omgivet af vader og dyb og adskilt fra Skallingen af Hobo Dyb.

Skallingen og Langli ejes af staten og administreres af Skov og Naturstyrelsen Blåvandshuk.

Skallingens geologi
Skallingen er et meget ungt landskab, dannet inden for de sidste 300- 400 år. I de første århundreder var Skallingen kun et stort sandlegeme, som blev opbygget af havets aflejringer.

Langli blev en ø i 1646, hvor den mistede landforbindelse ved en stormflod.

Skallingen har været under omformning så længe den har eksisteret. Den fremstår i dag som et af de største, naturligt dannede marskområder i Nordeuropa.

Skallingen og Langli har en særlig status som naturvidenskabeligt referenceområde, idet der siden 1930’erne er gennemført naturgeografiske og biologiske studier i området. I 1930 blev Skalling Laboratoriet bygget. Det ejes i dag af Københavns Universitet.

På Skallingen foregår landskabsudviklingen i overvejende grad på naturens egne betingelser, og studierne heraf er derfor af overordentlig stor betydning både i kystforvaltningssammenhæng og i hvordan landskabstyper opstår og udvikler sig.

Naturen på Skallingen
Skallingen fremstår som en grøn halvø gennemskåret af et net af tidevandsrender –loer, som forgrener sig ind gennem marsken til Hobo Dyb mod øst.

Det vidtstrakte store strandengsområde udgør størstedelen af halvøen. Området er påvirket af de vekslende salt- og vandpåvirkninger fra tidevandet i Ho Bugt, hvilke afspejles i de særlige plantesamfund der findes.

Med status som natur- og vildtreservat sikres, at området forvaltes til gavn for natur, dyreliv og mennesker. Ved kreaturgræsning af marskarealerne på halvøens læside forhindres tilgroning og dermed sikres gode levevilkår for ynglende og rastende vadefugle.

Skallingen udgør som raste- og fourageringsområde sammen med de tilstødende tidevandsflader ind mod Ho Bugt én af de mest betydningsfulde fuglelokaliteter i Vadehavet.

Langli består af klitlandskab og marsk. Øen er en vigtig lokalitet for yngle- og trækfugle, i sær for flere mågearter. En tidligere feltstation under DMU er nedlagt, men der gennemføres fortsat overvågning af øens yngle- og trækfugle.

Fredninger
En stor del af Skallingen blev landskabsfredet i 1938 for at sikre områdets landskabelige, naturvidenskabelige, rekreative og forskningsmæssige værdier. Det fredede areal omfatter 1200 hektar. I 1980 kom der en supplerende mindre fredning.

Internationalt beskyttelsesområde
Skallingen og Langli indgår i Naturreservat Vadehavet med forskellige bestemmelser for færdsel, jagt og andre aktiviteter. Området er udpeget som EF-habitatområde på grundlag af en række arter som bl.a. gråsæl og spættet sæl. Med baggrund i de mange træk- og ynglefugle er området udpeget som Ramsarområde og EF-fuglebeskyttelsesområde.

Fiskerlejet ved Sønderside
Naturhavnen Sønderside forsvandt efter en stormflod i 1634. Den havde som havneby og handelsplads sin storhedstid i 1400 – 1500 tallet. Den lå mellem Ho Klitplantage og Skallingen. I dag er der ikke synlige tegn l landskabet på, at der har været en by. I fiskesæsonen boede her omkring 1000 mennesker, som levede af landbrug, fiskeri og handel. Efter reformationen faldt efterspørgslen på fisk og dermed forsvandt eksistensgrundlaget for Sønderside som livlig handelsby.

Friluftsliv på Skallingen og Langli
På Skallingen kan man som gæst opleve et uforstyrret landskab og de vide udsigter over Vesterhavet og den flade marsk. Det er et stærkt naturpræget landskab, hvor området er overladt til naturens egen dynamik. Stranden med en eroderende klitfront og marskens naturlige losystemer rummer i sig selv et ganske særligt oplevelsesindhold. Hele området fremstår øde og præget af oprindelighed. Adgangsforholdene er beskedne, idet der kun er et enkelt smalt vejspor, der fører ud til ca. midten af halvøen. Vejen blev anlagt som betonvej af tyskerne under 2. verdenskrig.

Der er forbindelse til Langli fra Ho ad en tidevandsramt ebbevej. Der er kun begrænset adgang i et par sommermåneder. Vandreturen på ca. halvanden time er en oplevelse i sig selv og giver ligesom oplevelsen af selve øen indtryk af uforstyrrethed og vadehavets særlige karakter.

Der er en lang række muligheder for friluftsliv på og omkring Skallingen. I respekt for bestemmelser for færdsel, jagt m.m. som vildt– og naturreservatet, er der muligheder for naturvandring, badning, fiskeri, jagt, ravsamling, drageflyvning, ornitologi m.fl.
De mange og attraktive muligheder for friluftsliv er af stor betydning for borgere i regionen, men også for de mange turister, der besøger vestkysten.

Til toppen af siden

Krondyr

Af vildtkonsulent Ole Daugaaard Pedersen, Naturstyrelsen Blåvandshuk

Krondyr kom først
Krondyret anses for at have eksisteret som art i omkring 1 million år. De ældste rester af dyret, der er fundet i Danmark, kan dateres tilbage til den sidste mellemistid for omkring 40.000 år siden. Efter den sidste istid for over 10.000 år siden vandrede krondyret atter ind i Danmark, fulgt af mennesket. Sammen med krondyret indvandrede andre store pattedyr som bjørn, ulv, los og elg. I dag er krondyret det eneste oprindelige storvildt, der er tilbage i Danmark.

Krondyr og mennesker
Krondyrets udbredelse i Danmark har været påvirket af menneskets behov siden istiden. Indtil for ca. 6.000 år siden var dyret en væsentlig fødekilde for stenalderens jægere og samlere, som også brugte dele af de nedlagte dyr til redskaber og beklædning.

Efterhånden som mennesket begyndte at holde husdyr og dyrke jorden mistede krondyret sin betydning som livsgrundlag for befolkningen. I lange perioder siden middelalderen var jagten på dyret forbeholdt kongehus og adel, og der leveredes et stort antal dyr til den kongelige husholdning. I midten af 1600-tallet blev der alene fra Jylland årligt sendt omkring 2.000 dyr til hoffet.

Udviklingen i skov- og landbrug kunne i længden ikke forenes med den store bestand af krondyr; i 1854 blev krondyret udryddet på Sjælland og i 1872 på Fyn. Kun nogle enkelte bestande i Jylland bevaredes, blandt andet i Norddjursland og i Rold skov.

Oksbøl Krondyrreservat
De første krondyr i nyere tid blev observeret i Oksbølområdet i 1908, og de blev grundstammen til den bestand, vi har i dag, og som i mange år var Danmarks største bestand af fritlevende krondyr. I de senere år har krondyrene spredt sig i store dele af landet samtidig med, at de er tiltaget i antal. Så i dag må vi nøjes med at sige, at vi i Oksbøl har en af landets største bestande.

Efter anden verdenskrig oprettedes reservatet, som omfatter ca. 16.000 ha af Oksbøllejrens og Naturstyrelsens arealer. Reservatets målsætning er at opretholde en stor og sund bestand af krondyr, med en naturlig sammensætning køns- og aldersmæssigt. Bestanden skal samtidig holdes på et niveau, hvor den ikke forvolder uacceptable skader på skov- og landbrugsarealerne. Derfor skydes der 300-400 dyr om året. Beskydningen foretages, så den forstyrrer dyrene mindst muligt, og derfor er dyrene i Reservatet ofte dagaktive. Forårsbestanden vurderedes i 2010 til ca. 1.200 dyr inden kalvesætning.

Krondyrenes levevis
Krondyr kan blive over 20 år gamle, viser mærkningsforsøg i Oksbølområdet. Hinderne når først deres fulde kropsvægt når de er ca. 5 år og hjortene først når de er mindst 7 år gamle. Hjortene kaster geviret hvert år i løbet af vinteren og det tidlige forår. De ældste hjorte kaster geviret først. Det nye gevir begynder straks at gro ud og er færdigdannet i juli måned. Geviret tiltager i styrke til hjorten er ca. 12 år. Dannelsen af et nyt gevir hvert år er en imponerende kraftpræstation, når man tænker på, at en stor hjorts gevir kan veje 8 kg. Man kan ikke tælle sig til hjortens alder via antallet af gevirets sprosser.

Dyrene lever i rudler (flokke) og normalt ses de ældre hjorte kun sammen med hinderne i brunsttiden, som kulminerer i september måned. Uden for brunsttiden går de lidt ældre hjorte ofte sammen i mindre rudler af nogenlunde ensaldrende dyr, og i rudlerne med hinder og kalve ses som oftest kun 1-2 årige hjorte.

Rudlerne ledes altid af en gammel, erfaren hind (førerhind). De øvrige dyr følger hende, og på den måde drager de yngre dyr i rudlen nytte af førerhindens mange års erfaringer med hvad der er farligt eller ikke farligt, eller hvor den bedste føde findes på de forskellige årstider.

I brunsttiden i september forsøger den voksne hjort at holde sammen på så mange hinder som muligt samtidig med, at han holder konkurrenterne væk. Det er en ekstremt travl periode, hvor hjorten er i konstant aktivitet. I løbet af de cirka tre uger taber han op til 30 kg af sin kropsvægt. Hjorten skal hele tiden skal have styr på hindernes brunst, så han kan parre sig med dem, når de er klar. En hind er nemlig kun brunstig i cirka et døgn, og bliver hun ikke parret går der 2-3 uger inden hun kommer i brunst igen. Det betyder så, at kalven 8 måneder efter bliver født tilsvarende senere og dermed får en kortere sommer at vokse sig stor i, inden vinteren sætter ind. Derfor er tilstedeværelsen af udvoksede, erfarne hjorte vigtige for bestandens trivsel.

En hjort er fuldt udvokset, når den er 10-12 år gammel, og den kan med lethed holde yngre konkurrenter væk fra hinderne. Bare dens fremtoning med den meget større krop og store gevir er nok til at skræmme de unge hjorte væk. Når det endelig kommer til kamp drejer det sig næsten altid om nogenlunde jævnbyrdige hjorte. Når voksne hjorte kæmper, er det for alvor, og i Oksbøl-bestanden, hvor der vurderes at være mindst 30 udvoksede hjorte, sker det hvert år, at hjorte stanges ihjel.

Hinden føder kun én kalv, og den bliver hos moderen i to år. Når man ser tre krondyr drejer det sig derfor ofte om en hind med årets og sidste års kalv.

Hvordan kan man opleve krondyrene?
I Oksbøl Krondyrreservat er der gode muligheder for at få krondyrene at se. De bedste muligheder er i området ved Grærup Langsø, hvor dyrene skånes for forstyrrelser, og hvor der ikke drives jagt. Her kan dyrene ofte ses fra den offentlige vej øst for søen, når de søger føde på de store engarealer, eller sidder og tygger drøv. Som noget helt unikt kan man i brunsttiden i september se og høre de brølende hjorte ved fuldt dagslys og ofte hele dagen. Man må naturligvis ikke gå ind på engene for at komme tættere på dyrene. I stedet er det en god idé at tage en kikkert med, og nyde synet af dyrene fra skrænten på østsiden af vejen.

I Naturstyrelsens skovarealer er der også gode muligheder for at opleve krondyrene. Men man bør udvise omtanke og tage hensyn til dyrene. Man skal bevæge sig stille og roligt på skovvejene, hvor dyrene er vant til, at mennesker færdes, og sørge for at gå op imod vinden, så dyrene ikke får fært. Man skal have en kikkert med, så synet af dyrene kan nydes på afstand, uden at forstyrre. Kunsten er, at man får dyrene at se uden at blive opdaget. På den måde får man lejlighed til at iagttage dem, mens de er i ro, og det er en meget større oplevelse end at se en flok skræmte krondyr løbe deres vej. Når man har set sig mæt, trækker man sig forsigtigt tilbage uden at blive opdaget.

I brunsttiden, hvor det er nemt at høre hvor dyrene er på grund af hjortens brøl, bør man vise særlig hensyn. Hvis en brunstrudel forstyrres og flygter, risikerer hjorten at skulle begynde forfra med at samle de hinder, han har kæmpet for at forsvare og holde sammen på.

I Krondyrreservatet arrangeres guidede ture, hvor man under kyndig vejledning kan opleve dyrene. Der er dog ingen garanti, for det er jo vilde dyr, der opholder sig hvor de vil. Se mere på http://naturstyrelsen.dk/

Til toppen af siden

Atlantvolden
 

Hvad kan du se?
Langs hele Vestkysten finder du rester af Hitlers Atlantvold. De mange bunkers var engang brikker i et kystforsvar, der strakte sig fra Nordkap til Pyrenæerne.
Nu ligger de fleste gemt bag lag af sand, skjult i plantager eller nedbrudt af vind og bølger i havkanten. Tilsammen giver de et indtryk af det enorme forsvarsværk, nazisterne etablerede i håbet om at fastholde det erobrede Europa.

Oplev mere
En af de store skytsbunkere i Tirpitz-stillingen ved Blåvand er i dag indrettet som museum. Her vises en film om Atlantvolden. Stillingen blev ikke bygget færdig inden besættelsens ophør, men var sammen med et batteri ved Hanstholm planlagt til at forsvare hele den danske vestkyst.
Gå selv på opdagelse efter de mange forskellige typer af bunkers i landskabet. Enkelte kan du stadig få et kig ind i. Eller tag med på bunkers-tur med en kyndig guide.
Som en del af Atlantvolden blev der udlagt over en million miner langs den jyske vestkyst. De sidste af disse miner er fjernet fra Skallingen i 2011.

Atlantvolden: En ’hær’ af beton.
I de første år af 2. Verdenskrig opførte besættelsesmagten befæstningsanlæg omkring store byer, havne og flyvepladser. I Danmark blev der bygget befæstnings-anlæg omkring Hansted, Frederikshavn, Esbjerg, Karup og Ålborg.
Lige før jul i 1941 erkendte Tyskland, at planen om at erobre England og besejre Sovjet kunne trække i langdrag. At udkæmpe en krig på to fronter var meget mandskabskrævende. Derfor tog Hitlers idé om en vestlig forsvarslinje af bunkers fart. Tanken var at sikre Atlanterhavskysten med den mindst mulige bemanding. Forsvaret skulle i høj grad bestå af beton.

I Danmark fik kystforsvaret langs den jyske vestkyst høj opmærksomhed, som en del af den samlede Atlanterhavsbefæstning – den såkaldte Atlantvold. En tysk forsvarslinje, der gik fra den fransk-spanske grænse i syd til Nordkap i nord. En forsvarslinje på i alt 2685 kilometer. Højeste prioritet havde de norske, de nordfranske og de belgisk-hollandske kyster. Fra 1942 blev også den jyske vestkyst befæstet. Fra dette tidspunkt blev Danmark betragtet som krigsområde, hvor det fra besættelsens start havde været opfattet som en del af det tyske ’Heimgebiet’, hjemmeområdet.

Tirpitz-stillingen – Batterie Vogelnest
Sammen med Hansted-batteriet i Hanstholm er Tirpitz-stillingen det største kystbatteri fra 2. Verdenskrig i Danmark. Bunkersanlægget skulle være taget i brug i september 1945, men nåede ikke at blive færdig før krigen var slut.
Der var flere forslag til, hvor ’Schwer Batterie Vogelnest’, som Tirpitz-stillingen rettelig hedder, skulle placeres. Esbjerg var oplagt, da der i forvejen var soldater til nærforsvar og antiluftskyts her. Man endte imidlertid med at vælge Oksby øst for
Blåvand, da batteriet ved denne placering ville få den bedst mulige virkning i forhold til indsejlingen til Esbjerg. Til gengæld var vejnettet og jernbanen i området ikke gearet til anlægsarbejdet, og det kom til at volde en del problemer. Ved kapitulationen lå kanonrørene således stadig på Guldager station ved Esbjerg. Det meste af materialet til kanontårnene var nået frem, men for at få kanonrørene til Oksby skulle broerne over Varde å først forstærkes – og så langt nåede man ikke inden krigen var forbi.

Efter planen skulle Tirpitz-stillingen have omfattet to kanonbunkere, to ammunitionsbunkere, en ildledelsesbunker, to delingsbunkere med antiluftsskyts, to svære antiluftsskytsbunkere foruden seks mandskabsbunkers. Fire 38 cm skibskanoner skulle dække området fra Nymindegab i nord til Sønder Ho på Fanø i syd og danne det endelige værn mod en eventuel allieret landgang i Sydvestjylland.

Tirpitz-stillingen i dag
I en årrække var komplekset afspærret og blev anvendt af Forsvaret til forsøgssprængninger. Anlægget fremstår i dag delvis som ruin. Den sydlige bunker i Tirpitz-stillingen blev udgravet og gjort tilgængeligt i 1991. I dag er bunkeren museum.

I 1995 blev Atlantvolden langs den jyske vestkyst markeret ved freds-skulpturen ’ Linien-Lyset’, i anledningen af 50 året for befrielsen den 5. maj. Bob Woodrows omfortolking af bunkers til muldyr ved Hvidbjerg strand, Blåvand, var en del af denne begivenhed. Muldyr-bunkerne er symbol på fred, da de ikke kan reproducere sig.

Atlantvolden ved Nymindegab
Fra sommeren 1941 begyndte de tyske besættelsestropper opførelsen af et kystartilleri ved Nymindegab. Støttepunktgruppe 63 ved Nymindegab, som den kaldtes, bestod af 3 støttepunkter; et kystbatteri, der stod under hæren, en infanteristilling og et marineradaranlæg. Der blev desuden udlagt over 42.000 miner i Nymindegab. I årene 1942-1943 blev der i Nymindegab udført forsøg med kanonbeskydning og flyangreb på nyudviklede bunkerstyper.

Selvom naturens kræfter konstant ændrer landskabet ved Nymindegab, ligger flere bunkers i området i et terræn, der ikke har ændret sig siden 1940’erne. Det, sammen med de mange og forskellige typer bunkers i støttepunktet, gør Nymindegab-området interessant at besøge i dag.

Nymindegablejren blev opført af tyskerne som luftværnartilleriskole i 1941. Lejren er opført i teglsten efter ’Luftwaffe’s byggeranvisninger, og byggestilen skiller sig derfor ud i det vestjyske. Mod krigens slutning kom tusinder af flygtninge til det danske område. Mere end 2000 flygtninge blev installeret i Nymindegablejren. Ved Lønne Kirke er der gravsteder for de flygtninge, der ikke nåede at opleve hjemrejsen.

Nymindegablejren blev i 1946 uddannelsessted for danske soldater og i 1949 basis for Hjemmeværnsskolen. Lejren råder endnu over flere hundrede hektar jord, der ligger bag et hegn i Nymindegabs østlige del. Det oprindelige baneterræn er stadig synligt fra byens hovedgade. Jernbanesporene til skydepladsen i klitterne blev fjernet kort efter krigen. Banedæmningen over Nymindestrømmen fungerer i dag som gang- og cykelsti.

Info og fakta
Tirpitz-bunkeren har åbent året rundt mod entré. Se vardemuseum.dk.
Der arrangeres jævnligt bunkersture med guide i Blåvand og Nymindegab. Se vardemuseum.dk.
I vogterhuset på Skallingen kan du læse mere om minerydning.
Også ved Henne og Vejers byggede infanteriet støttepunkter.

Til toppen af siden

Blåvandshuk

Vildt Vesterhav
Horns Rev, der strækker sig fra Blåvandshuk og 40 km ud i Vesterhavet, er ét af de farligste områder for skibsfarten langs de danske kyster. Ved Blåvandshuk findes de danske ”sikkerhed til søs”-institutioner samlet: redningsvæsen, fyrtjeneste og radiotjeneste.

Lysblinkene fra Blåvand Fyr skulle advare de søfarende, så de undgik at gå på grund ved Horns Rev, og fyret blev opført i 1900 som afløser for et ældre fyr fra 1888. Fyret er 39 m højt, ligger 55 m over havet og lyset kan ses på en afstand af 20 sømil. Fra Blåvandshuk Fyr er der en enestående udsigt over havet til de store havvindmøller på Horns Rev, over Ho Bugt mod Esbjerg og nord- eller østpå ud over de militære øvelsesarealer, der henligger stort set ubebyggede.

Blåvand Radio blev oprettet i 1901 for at sikre den trådløse forbindelse til fyrskibene. Blåvand Radio flyttede østpå i 1938, hvor man stadig kan se de karakteristiske antenneanlæg, og samtidig opførtes en rækkehusbebyggelse til personaleboliger med lidt have ved.

Lige sydøst for Blåvand Radio ligger Blåvand Redningsstation, der blev opført i 1851 som en af landets ældste. Da den sammen med andre stationer langs kysten blev nedlagt i 1975, havde man allerede bestemt sig for at lade den indrette som museum. Det stod færdigt i 1978, og der er adgang til redningsstationen fra Blåvand Museum.
Redningsstationen har strandfogedgården til nabo. Den fungerede frem til 1980’erne og tunet, der stadig ligger åbent, er formentlig det sted, hvor strandingsgodset tidligere blev samlet i årets løb.

El-værker ude i havet
Fra Blåvandshuk Fyr fanges man af et fascinerende syn: Ude på Horns Rev omdanner 171 kæmpemøller vind til energi. 350.000 husstande får dagligt strøm fra møllerne. Fugle på træk navigerer efter hav-vindmøllerne og styrer elegant udenom de enorme vinger.

Fugletræk ved Blåvandshuk
Blåvandshuk er Danmarks vestligste punkt og udgør en flaskehals for fugletrækket, især om efteråret. Rigtig mange landfugle følger kysten på deres sydvestvendte træk, da de helst ikke vil ud over vandet. Der opstår en flaskehals ved Blåvandshuk, fordi fuglene samles her efter flyveturen langs den lange kystlinje nord for Blåvand.
Ved Blåvandshuk er der set 322 fuglearter, og hvis nærområderne medtages er det ikke mindre end 340 fuglearter som er registreret. De mange fugle og fuglearter betyder at rigtig mange ornitologer fra Danmark og Europa besøger Blåvandshuk hvert år.

Sjældne fugle
Udover de mængder af trækfugle, som passerer Blåvandshuk, er stedet også kendt for et stort antal sjældne fugle. Flere nye arter for landet er fundet her i området, men også arter som kun er registreret enkelte gange i Danmark er set. Blåvandshuk er Danmarks bedste sted til at observere de sjældne sibiriske sangere, hvidbrynet løvsanger og fuglekongesanger.

Efterårets mange fugletræk
De første fugle på efterårstræk kan allerede opleves fra ultimo juni. Det er hunnerne af de brune regnspover med deres nedadbuede næb, som allerede nu passerer forbi Blåvandshuk. Sortænderne ankommer også i stort antal for at ligge langt ude på havet og fælder deres fjer. Derfor ses der meget ofte på strandbredden mængder af sorte fjer i opskyllet.

I løbet af juli tiltager antallet af trækkende fuldt udvoksede arktiske vadefugle, og de passerer ofte meget tæt på strandkanten, hvor det er muligt at se deres flotte farver. Dette træk er uden tvivl et af de flotteste i hele Danmark.
Der passerer ca. 30.000 af den flotte røde islandske ryle og dagstotaler på mere end 3000 kan opleves. Den mindre almindelig ryle med det sorte skjold på bugen kommer også i hurtig fart forbi på tæt hold, og mere end 8000 kan ses på en dag.
Også den lille kobbersneppe med det lange lige næb og røde farver passerer her i juli måned med op til 5000 på en dag.
Ligeledes fra Sibirien kommer de fantastisk flotte gråsorthvide strandhjejler med deres sorte underside og her er set op til 1000.
Stenvenderen blander sig i trækket og her blev d. 29. juli 1971 sat Danmarksrekord med 990 på en dag.
I juli begynder hættemågerne også deres træk mod Sydvesteuropa og i løbet af efteråret passerer mere end 10.000.

I august kulminerer trækket af strandskade, som er en af Blåvands karakterfugle. Med sine sorthvide farver og det knaldrøde næb lægger man meget mærke til denne art. Omkring 50.000 flyver forbi Blåvand i løbet af efteråret og mere end 8000 er talt på en dag.
I juli og august kan man heller ikke undgå at se og høre de tusindvis af terner som styrtdykker efter småfisk eller hviler på stranden eller på revlerne. Det er splitternen med sit sorte næb med gul spids, som er mest markant med sit hæse skrig, men også havternerne og fjordternerne, som er på vej på deres fantastiske rejse til Antarktis, optræder i store mængder.

I august kommer almindelig kjove, en anden af Blåvands karakterfugle. Disse fantastiske flyvere ses ofte jagende måger og terner, ikke for at spise dem, men for at fravriste dem deres føde i luften, hvorefter de selv griber det og spiser det. Af samme årsag blev arten tidligere kaldt skidtsnapper. Også for denne art er Blåvand Danmarks bedste sted og op til 400 er set på en dag.

Det er også i august at rørhøgene kommer trækkende og ultimo august begynder de norske grågæs at komme forbi i store flokke og op til 9000 er set på en dag. Nu flyver svalerne mod Sydafrika, og her kan ses flere tusinde komme lavt over klitterne i løbet af en hel dag.

I september håber mange fuglekiggere på kraftige vestlige vinde, da det betyder at havfugle som suler, skråper og stormsvaler bliver blæst ind mod kysten. Og det er i antal som ikke ses andre steder i Danmark. Således højeste daglige tal med 3700 suler, 120 sodfarvede skråper og 220 store stormsvaler. Medio september begynder de nordlige gæs at dukke op og kortnæbbet gås, som yngler på Svalbard passerer i stort antal de næste par måneder, og der er set 18.000 på en dag. Men også de sibiriske knortegæs og bramgæs kommer nu i store tal.

På efterårsdage med sydlige og østlige vinde vrimler himlen med bogfinker og engpibere som tager højde inden mange af dem fortsætter ud over havet. Og på en og samme dag er muligt at se over 100.000 af disse to arter. Samtidig kan der i visse år optræde store mængder af mejser. Med småfuglene kommer selvfølgelig også dem som spiser dem, og spurvehøge og dværgfalke blander sig i mængderne. Mange af disse arter fortsætter deres træk i oktober hvor også kragefuglene, med alliker som talrigeste art med op til 5000 på en dag kan ses.

I oktober kommer også kuldefuglene og store mængder af Sjagger kan ses i antal op til 40.000 og selv solsort er set med op til 1800 på en aften trække ud over havet. Stærene kommer nu i store antal med op til 100.000 på en morgen, og de fortsætter mod England ud over Nordsøen. Hvis vinden er kraftig nordvest bliver den lille alkefugl søkonge blæst ind mod kysten, og ikke mindre end 6000 er set på en dag. Når store flokke på mange hundrede grønirisker fouragerer på hyben i rosenbuskene, så ved man, at efteråret er ved at være slut.

Om vinteren vrimler det med liv på stranden i form af rigtig mange sølvmåger, sandløbere og stenvendere. Antallet af sølvmåger kan på denne årstid komme helt op på 20.000. Og nu ses også rigtig mange sortænder og edderfugle. Det er ikke unormalt at se op til 50.000 sortænder, men i 1985 hvor de indre danske farvande var frosset til fortrak mange til Nordsøen, og her ved Blåvand optaltes 214.000 liggende fra Hukket mod Skallingen. På stille dage høres Sortænderne tydeligt med deres gyv gyv stemmer, hvilket er fantastisk stemningsfuldt.

Unikke ornitologiske undersøgelser
Det intensive fugletræk ved Blåvandshuk blev genstand for interesse i 1950’erne, hvor engelske ornitologer og Dansk Ornitologisk Forenings tidligere formand Lorenz Ferdinand havde studielejre i området for at kigge på især havfugle. Derefter blev der foretaget yderligere undersøgelser af fugletrækket og de nærliggende områder, og i 1963 oprettede Dansk Ornitologisk Forening en fuglestation ved Blåvandshuk.

Siden da har der været så godt som daglige optællinger af efterårstrækket fra juli til november, og ikke mindst trækket af adulte vadefugle i sommermånederne. Forårstrækket bliver også jævnligt dækket, dog ikke så intensivt.
Den lange periode med undersøgelser af trækfuglene er en af de længste i Europa, for ikke at sige i verden, og er derfor helt unik.

Ringmærkning
Udover at foretage optællinger af de trækkende fugle foretages også ringmærkning både forår og efterår af især småfugle i haverne omkring fuglestationen og Blåvand Fyr. Siden 1984 har ringmærkningen været systematiseret, så det er muligt at følge fuglebestandenes op- og nedgange. Der er ringmærket mere end 100.000 fugle ved Blåvandshuk.
Antallet af trækfugle der ringmærkes ved Blåvandshuk ligger på 5000 – 10.000 om året og det er især de nattrækkende småfugle som får ring på benet.

I efteråret påbegyndes ringmærkningen den 20. juli, da de sangfugle, som trækker til Afrika, allerede påbegynder deres træk på dette tidspunkt. Det drejer sig om løvsanger, tornsanger, havesanger, fluesnappere og rødstjert. Desværre er antallet af disse arter faldet meget de seneste 25 år, hvilket kan mærkes i ringmærkningen, og de rigtig store dage med disse arter, som ornitologerne havde i 1980’erne, ser vi ikke mere. Derimod er kortdistancetrækkerne som rødhals, jernspurv, munk og gransanger, som kommer i september og oktober, steget i antal. I 2010 blev der sat ny dagsrekord med 745 ringmærkede fugle, primært rødhalse. Den art, som kommer senest om efteråret, er de nordiske solsorte som skal til England, og i løbet af efteråret ringmærkes ca. 200 af disse.

Til toppen af siden

Hjedding Andelsmejeri

En lille revolution
Det lille vestjyske andelsmejeri i Hjedding, syd for Ølgod, er Danmarks første andelsmejeri.
Mejeriet er et symbol på andelsbevægelsens tankegang, som blev kendetegnende og særegen for en stor del af Danmarks produktions- forenings- og organisationsliv.
Desuden revolutionerede Maglekilde-centrifugen, som blev installeret i Hjedding, dansk mejeridrift og landbrug.

Andelsformen – organisatorisk nyskabelse
Hjedding Andelsmejeri blev grundlagt i 1882 som Danmarks første andelsmejeri. Det blev oprettet, ejet og ledet af lokale gårdmænd. Som andelshavere forpligtede gårdejerne sig til at levere al deres mælk til mejeriet i en årrække, og de bar i fællesskab det økonomiske ansvar. Overskuddet blev fordelt efter mængden af leveret mælk, underskud hæftede man solidarisk for, og på generalforsamlingen havde hver andelshaver – uanset koholdets størrelse – én stemme.
Andelsformen var en organisatorisk nyskabelse. Mejeridrift havde tidligere været knyttet til de største gårde i kraft af deres betydelige mælkemængde og kapitalressourcer. Med andelsformen kunne de mindre gårdejere slutte sig sammen i økonomisk rentable enheder, der samtidig understøttede bøndernes igangværende politiske og kulturelle frigørelsesbestræbelser.
Idéen med at oprette et andelsmejeri viste sig at være så god, at antallet af andelsmejerier steg eksplosivt og toppede i 1930’erne med omkring 1400 andelsmejerier spredt ud over hele landet.

Fordelen ved organisationsformen i Hjedding var, at hvor bønderne tidligere hver især havde fremstillet små portioner smør af svingende kvalitet, kunne de nu producere større partier smør af ensartet kvalitet, og det var, hvad det engelske marked efterspurgte.

Hjeddingbøndernes måde at drive mejerivirksomhed på dannede forbillede for de utallige andelsmejerier, der bredte sig fra Vestjylland og udover landet de efterfølgende år. I år 1900 var der knap 900 andelsmejerier og i 1930 knap 1400. Efter 1945 blev produktionen og organisationen omstillet til stordrift, og antallet af mejerier blev drastisk reduceret.

Baggrunden for etablering af Hjedding Andelsmejeri
Efter at prisen på korn begyndte at falde i 1870'erne, faldt bøndernes fortjeneste drastisk. I stedet blev vægten lagt på produktion af kød, mælk og smør. Desuden egnede de vestjyske jorder sig godt til kvægavl. I 1881 indførte Tyskland et totalt forbud mod import af levende kvæg. Det gav anledning til overvejelser om større udnyttelse af mælken og en forbedret smørkvalitet. Smørproduktionen foregik endnu på de enkelte gårde, og kvaliteten var dårlig. Mælken blev opbevaret i åbne kar uden nedkøling, indtil fløden kunne skummes fra.

Det teknologiske gennembrud i mejeriproduktionen kom i 1878 med lanceringen af den såkaldte Maglekilde-centrifuge. Den blev drevet af en dampmaskine og kunne skille fløden fra mælken kontinuerligt – 275 kg i timen. Centrifugen betød mere smør pr. kg mælk og reducerede skummetiden. Centrifugen løste samtidig problemet med sammenblanding af mælk fra flere besætninger, og den var i stand til at slynge eventuelle urenheder fra mælken.

Samarbejde om know-how
Udover den nye organisationsform og den nye teknologi indgik andelsmejerierne i et tæt samarbejde med landmændene og Landbohøjskolen samt med et net af konsulenter, der sikkert var afgørende for andelsmejeriernes succes. For eksempel var Landøkonomisk Forsøgslaboratorium, der blev oprettet 1882-1883 på Landbohøjskolen, vigtig for mejeribøndernes øgede forståelse for renligheden i stalde og mejerier, samt for udviklingen af bedre opbevaringsforhold, pasteurisering og mælkesyrebakterier. Denne viden fik senere betydning for mejeriernes udformning.

Mejeriets historie
Kapaciteten i det lille mejeri i Hjedding blev hurtigt for lille. Andelsmejeriet blev udvidet flere gange i løbet af 1880'erne og -90'erne. Den eksisterende bygning blev suppleret med en tværfløj, og desuden opførtes blandt andet ishus, ostelager og lokaler til en dampmaskine og en dampkedel. Udvidelsen betød desuden, at dampmaskinen kom ud af selve produktionsrummet. Også mejeristens bolig blev større, således at der blev plads til en mejeribestyrer med familie. I 1905 blev mejeri-driften flyttet til et nyt, topmoderne mejeri i Ølgod.

Mejerimuseet Hjedding Andelsmejeri fremstår i dag, som da mejeriet blev taget i brug i 1882. Den oprindelige mejeribygning, en rød murstensbygning på ca. 90 m², er indrettet med tre rum: et værelse til mejeristen, køle- og ælterum samt selve mejerisalen med plads til indvejning, skumning, smørkærning og ostefremstilling. I mejerisalen findes desuden dampmaskine og varmtvandskar samt vandpumpe. Siden 1948 har det oprindelige mejeri fungeret som museum.

Mejerimuseet Hjedding Andelsmejeri
I dag er Hjedding Andelsmejeri et udstillingssted. Se vardemuseum.dk for mere information.

Til toppen af siden

Nymindegab - natur i stadig forandring

Hav-fiskere og ese-piger
Langs den jyske vestkyst kunne bønderne ikke leve af landbruget før i tiden. De fleste unge mænd var søfolk en årrække eller fiskede i sæsonen forår og efterår, ligesom pigerne arbejdede som esepiger, der satte orm på krogene og rensede fisk. I sommermånederne arbejdede de unge ved landbruget lokalt, eller de tog fæste for sommeren i Vadehavsområdet eller Østjylland. Først omkring 1900 specialiserede man sig som landmand, sømand eller fisker.
Hovedparten af fiskernes hytter, hvor de og pigerne boede i fiskesæsonen, lå frem til ca. 1880 syd for Nymindegab Kro. Flere hundrede mennesker boede her nogle måneder hvert år. Flere rejste til Nymindegab for at opsnuse, om der foregik utugt i hytterne, hvor ugifte mænd og kvinder sov side om side – men tilsyneladende var fiskerne og esepigerne gudsfrygtige mennesker, der ikke lod sig friste, selv under disse forhold.

Snæver passage mellem fjord og hav
Da indsejlingen til Ringkøbing Fjord fra begyndelsen af 1800-tallet var reduceret til den snævre, lavvandede Nymindestrøm, kunne kun mindre skibe sejle igennem til Ringkøbing. Lasten på større skibe måtte omlades til mindre fartøjer for at passere.
De mange norske skibe, der hovedsagligt kom med tømmer, ankrede op på bredningen, Nordmandskrog, der også blev anvendt som ankerplads og vinterhavn for de lokale rederes skibe.
Alle, der ikke havde lokalkendskab, måtte have lods om bord, når de passerede gennem Nymindestrømmen, og om vinteren havde lodsen opsyn med de oplagte skibe. Lodsen flyttede sit hus sydpå sammen med udløbet. Lodshuset har ligget både ved Gjødel-udløbet og på Lodsbjerget nord for Nymindegab Kro, inden det fik sin nuværende placering syd for kroen.

Ladeplads og kro
Midt i 1800-tallet havde Nymindegab ændret sig fra et fiskerleje med aktiviteter forår og efterår til en lade- og losseplads med aktivitet det meste af året. De tilbagevendende strandingsauktioner understøttede dette, og hertil kom en del trafik, da vejen op over Holmsland Klit var kortere end turen øst om Ringkøbing Fjord. Flere lokale familier udnyttede de muligheder, det gav.

I 1837 havde en gårdmandssøn fra Lunde fået privilegium til at drive kro i Nymindegab. Han solgte retten videre i 1841 til en bror Chr. Jacobsen, der også drev en salterivirksomhed. I 1849 fik han tilladelse til at drive færgeri over Nymindestrømmen, og samme år solgte han kroen. Derefter byggede han en gård nord for kroen og opnåede handelsbevilling med ret til at indføre tømmer fra udlandet. Gården, hvor han boede, blev kaldt Færgegården, og på Klit-siden stod en klokkestabel, så man kunne ringe efter færgemanden på den anden side.

Tømmerhandelen lå godt for de norske både, der undgik omlastningen til lægtere, når tømmeret blev lagt op i Nymindegab, men tømmeret kunne også ligge i Nymindegab for en skibsreders regning.

I 1851 blev der bygget en ny toldbolig syd for Nymindegab Kro til strandtoldbetjenten. Han skulle opkræve told fra de mange omladninger af varer ved Nymindegab samt holde et vågent øje med lodsens fartøjer og lokale fiskefartøjer. Toldbetjenten førte også tilsyn med sejlløbets opmudring, der havde foregået siden 1818 og var sat i system fra 1836. Kanalen ved Nordmandskrogen blev gravet i 1892. Fra 1898 arbejdede sandpumperen uafbrudt.

Dæmningen fra Kroen til Holmsland Klit blev bygget i 1911. Derefter flyttede havnen om på nordsiden af dæmningen, og de tilbageværende fiskere nød godt af udsejlingen ved Gjødel-udløbet fra 1915 indtil 1931, hvor Hvide Sande Kanalen blev åbnet.

Redningsstation Nymindegab
Redningsstation Nymindegab flyttede også, når udløbet mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet ændrede sig. Redningsstationen begyndte som bådstation i 1857. Stationen fungerede til redningsvæsnet blev omlagt i 1975.

Man skulle være fisker eller sømand for at blive redningsmand. Hvervet gav omkring 1900 et lille månedligt beløb samt en afregning på 12-15 kr. for en dags arbejde. Redningstjenesten var en statsopgave, hvorimod bjærgningen af gods og skib var overladt til private bjærgelav. Det var dog oftest de samme mænd, der arbejdede med både redning og bjærgning.
Redningsstationen er fredet, og den originale redningsbåd står her, som klar til at tage på havet. Man kan låne nøglen til redningsstationen, når man har billet til Nymindegab Museum.  http://vardemuseum.dk/dk.php/museer/nymindegab_museum/
Nymindegabmalerne
Fra sidst i 1800-tallet blev en række kunstnere og en del jægere fra andre dele af landet opmærksomme på kvaliteterne – det særlige lys og de gode jagtmuligheder – ved Nymindegab. De indlogerede sig på kroen, købte huse til helårs- eller sommerboliger og banede vejen for ferierende sommergæster, der fulgte deres eksempel. En af de første og bedste malere, der kom ad det støvede hjulspor til Nymindegab, var Lauritz Tuxen. Læs mere om Lauritz Tuxen her (link til Kunst).
En del af Tuxens skitser og malerier fra det barske fiskerliv ved Nymindegab hænger på Nymindegab Museum http://vardemuseum.dk/dk.php/museer/nymindegab_museum/

Jernalderkvinden i sin blå kjole
På Nymindegab Museum http://vardemuseum.dk/dk.php/museer/nymindegab_museum/ kan du også se rekonstruktionen af en blå jernalder-kjole. For 2000 år siden blev en kvinde begravet på en gravplads på Lønne Hede. Sjældne bevaringsforhold gjorde, at arkæologer i dag kan finde rester af det tøj, de dengang gik i. Kvindens blå kjole har dannet forlæg for vores viden om jernaldermenneskenes udseende.

Til toppen af siden

Varde - en gammel købstad

Varde er i dag en mellemstor provinsby med en lille, hyggelig bymidte med krogede gader. Byen er anlagt tidligt i middelalderen, formodentlig omkring 1100, men også i jernalderen og vikingetiden boede der mennesker her.
Mødested mellem land og vand
Byens placering er betinget af Varde Å og Vadehavet, og fra middelalderen kender vi to forskellige navne for Varde, nemlig Warwik og Warwath. Forstavelsen ”War” betyder et uopdyrket område, mens wik og wath betyder henholdsvis vig og vadested. Selve byens navn henviser altså til, at det var her man både kunne finde roligt vand, når man kom sejlende op i bunden af Vadehavet, og her hvor man kunne krydse vandløbet Varde Å.
Den lidt tilbagetrukne placering fra kysten var også en beskyttelse mod pludselige overfald. Gennem århundreder var Varde en vigtig handelsby, der sammen med Ringkøbing og Ribe var Vestjyllands forbindelse ud til den store verden. Købstaden Varde havde en række ladepladser. Janderup Rytterkampe, liljer var den nærmeste, men også Kjelst og Hjerting fungerede som ladepladser i Vadehavet, hvorimod Sønderside (link til Nationalpark Vadehavet)og Vesterside var orienteret mod Vesterhavet.

Middelalderby og voldsted
I Varde by er de tydeligste middelalderspor kirken Sankt Jacobi, grundridset af Nikolaj Kirke og gadeforløbet i byens centrum. Men under asfalt og brosten ligger stadig sporene af middelalderens by. Det blev tydeligt ved de store udgravninger omkring den tidligere Jacobi Skole, hvor i dag pladserne Kong Svends Plads og Otto Frellos Plads ligger. Her gennemførte Varde Museum i 2007 den arealmæssigt største undersøgelse af en middelalderby i Danmark (link til www.vardemuseum.dk).
Lige syd for byens centrum, på en lille holm i Varde Å, ligger Slotsbanken, som rummer ruinerne af borgen Vardehus. Dette voldsted er opført omkring 1300, og har været hjemsted for kongens embedsmand i Varde. Borgen blev til ruin i 1439, da bønder under en opstand stormede og nedbrændte borgen.
Før 1300 lå Vardehus længere mod vest på nordsiden af åen. Allerede fra 1100-årene havde kongen en embedsmand i Varde, som sikkert har boet på Vardehus. Borgens placering ved åen har fungeret som en beskyttelse af vadestedet, hvor studedrivervejen krydser Varde Å.

Købmandsgårde
Fra tiden som stor handelsby kan man stadig se flere af de store købmandsgårde. På hjørnet af Skansen og Kræmmergade ligger Den Kampmannske gård, som er den mest velbevarede. Her er stadig både det smukke forhus og et større kompleks af side- og bagbygninger fra 1700 tallet. På Torvet ligger den Schultzske gård, som også er fra 1700 tallet og i Vestergade ligger Den Palludanske Gård fra 1800 tallet.

Skansen i Varde
I 1627 gik Christian IV ind i 30-års krigen. Og selv om denne konge udrettede meget og havde held med en del, var netop beslutningen om at gå ind i 30-års krigen ikke den klogeste.
Kongen blev besejret i Nordtyskland, og de kejserlige tropper under ledelse af general Albrecht von Wallenstein rykkede op i Jylland. I september 1627 nåede de til Varde, hvor de anlagde en skanse på den bakke, der i dag hedder Arnbjerg. Næsten to år var besættelsestropperne i byen, og da de rejste videre i maj 1629, noterede man i byens regnskab: ”Gud ske lov for en nådig forløsning!”

Arnbjerg
Sidens mere forsvandt forsvarsanlægget på Arnbjerg, og byens mere muntre liv indtog stedet. Først omkring kilden på Arnbjerg, som efter sigende skulle være helbredende. I 1800-tallet blev den nøgne bakkeknold beplantet, da byen fik en byfoged fra Fyn, som mente, at den forblæste, Vestjyske by kunne trænge til forskønnelse med et frodigt anlæg. I anlægget kom senere pavillon og musiktribune, hotel, miniby og friluftsscene.

Varde Sommerspil
Varde Friluftsscene en juliaften: Glade, sommerklædte mennesker sidder bænket i lange rækker op ad amfiteatrets stejle skrænt. Klokken er nogle få minutter i otte. En forventningsfuld stilhed sænker sig. På slaget otte lyder klangen af metal mod plovjern. Publikum klapper begejstret, så det kan høres over det halve af Varde by. Dirigenten slår an til ouverturen, og endnu et sommerspil tager sin begyndelse...
Hvert år opfører den anerkendte, vestjyske amatørscene 7-kanten et sommerspil i Arbjergparken, der overværes af 32-35.000 publikummer. Arnbjerg danner også ramme om en årlig Open Air koncert.

Minibyen
I Arnbjerganlægget ligger Minibyen, der er en model af Varde købstad, som den så ud i slutningen af 1800 tallet. Byen er opbygget i skala 1:10 af små, brændte mursten og den udbygges løbende.

Kunst og kulturhistorie
Et helt nyt kvarter er skudt op bag Sct. Jacobi kirke i Varde. På to store gavlmalerier kan turister og lokale folk bevæge sig ind i en verden mellem maleri og virkelighed. Mod vest står man vendt mod Vesterhavets bølger, mens man mod øst ser kirketårnet fra Sct. Jacobi kirke – både i virkeligheden og på maleriet. Øjet fanges af pudsige detaljer: Hvad mon der findes bag lemmen ovenfor rebstigen? Hvorfor drypper der blod ud af urne på gavlen? Hvem har sat sine fodspor i murværket? Gavlmalerierne er værker af fantasy-kunstneren Otto Frello, der taler til indlevelsesvenen hos såvel børn som voksne.
På Varde Museum, der ligger lige ved siden af gavlmalerierne, kan man se en samling af Otto Frellos værker – fra præcise gengivelser af virkeligheden i form af illustrationer til håndbøger til drømmebilleder og forvrængede virkeligheder i form af Frellos oliemalerier.

Artilleriet og Varde
Siden 1956 har Varde kasserne huset et af de danske artilleriregimenter. I dag hedder regimentet Danske Artilleriregiment, og er det sidste artilleriregiment i Danmark. På Artillerimuseet kan man se en udstilling om Artilleriets historie i Danmark fra middelalderen til i dag, med en særlig udstilling om den kolde krigs kanoner. (www.vardemuseum.dk).

Til toppen af siden

Kunst: Moderne, fantasy og en eksotisk rejse

Vestjyllands Kunstmuseum – moderne kunst i Janus Bygningen

Vestjyllands Kunstmuseum
Vestjyllands Kunstmuseum ligger i Tistrup mellem Varde og Ølgod. Museet har en fast samling med fokus på vestjyske kunstnere og realismens formsprog, der desuden får følge af flere markante outsiderkunstnere. Aktørerne har et højt niveau, og det er eftertragtet at deltage i museets udstillinger. Museet håber på en fremtidig udvidelse, der kan gøre det muligt at flere kunstnere kan deltage tilbagevendende i museets udstillinger.

Den censurerede Kunstnernes Sommerudstilling er Janus Bygningens årligt tilbagevendende flagskib. Sommerudstillingen er en lillesøster til de tre store censurerede udstillinger i København og Århus og har som dem for længst opnået national anerkendelse. Disse udstillinger er et unikt dansk fænomen i kunstens verden: De er åbne, det vil sige at enhver kan sende ind til censureringen i håb om at komme igennem nåleøjet. Og et nåleøje er der virkelig tale om: af de flere tusind indsendte værker udvælger censorerne, en alsidig flok anerkendte kunstnere, typisk omkring 100-150 værker!

En af museets andre store begivenheder er PT, der både betyder ’pro tempore’, altså ’for tiden’ – men her også står for Påskeudstillingen i Tistrup. Her kan samtidskunst af ny og allernyeste dato prøve kræfter med publikum. En tredje vigtig begivenhed er kunstnersammenslutningen Vestjyllandsudstillingen, der i løbet af efteråret viser, hvad medlemmerne har tumlet med af meget forskellig kunst siden sidst.

Ud over årstidernes faste kunstgæster vises mange andre udstillinger. Vestjysk Kunstforening havde og har et højt ambitionsniveau. Man ønsker at formidle folkeligt, dvs. i respekt for alle uden skelen til forkundskaber. Samtidig vil man vise den bedste kunstneriske kvalitet man kan.

Historien bag Vestjysk Kunstforening
I slutningen af 1960erne fik Tistrup en ny præst, Thyge Svendsen, der havde stor lyst til at gå aktivt ind i det lokale foreningsliv. Der skete dengang ikke særlig meget på kunstfronten, og da slet ikke hvad angik samtidskunst. Groft sagt kunne man ikke finde et udstillingssted mellem Esbjerg og Holstebro. Men sammen med sønnen, den senere billedkunstner Bjarke Regn Svendsen, havde præsten held med at interessere en række nysgerrige personer for moderne kunst.

I 1972 arrangerede man en udstilling med lokale kunstnere som et turistmæssigt fremstød. For folkene i Tistrup blev det en sjov og spændende oplevelse. Bagefter planlagde man sporenstregs den næste kunstudstilling og havde, før man nåede at tænke sig om, startet Vestjysk Kunstforening! Den lokale håndværksmaler Kesse havde stor kærlighed til kunst og lagde derfor beredvilligt en gammel stald til udstillingsaktiviteterne. Her, i det der med årene blev udbedret, gennemrestaureret og altid passet af en stor flok frivillige på skift, udviklede sig den første Kunstbygning. Kunstforeningen fandt hurtigt ud af, at de afholdte udstillinger medførte mange indkøb af malerier og anden kunst, og Tistrup Samlingen blev en realitet. Den fungerer i dag under navnet Vestjyllands Kunstmuseum

Historien bag Janus-bygningen
Ud over Kesses stald brugte man også Hodde-Tistrup hallen flittigt. I de første år var der simpelthen for råt i den første kunstbygning i vintermånederne. I 1973 afholdt man den første censurerede Kunstnernes Sommerudstilling, som straks var en succes. Kunstnernes Sommerudstilling blev i mange år vist i idrætshallen, men med tiden krævede udstillingen bedre plads og mere tidssvarende rammer. Janus Bygningen blev derfor planlagt. Ved en gigantisk indsats fra lokale støtter og entusiaster samt mange kunstnere kunne man åbne dørene i august 2000. Arkitekten Søren Morns lod sig inspirere af industrielle bygninger, så man for relativt få midler fik en lys og velfungerende kunsthal med rene linjer.


Kunstmagasinet Janus
Kunstmagasinet Janus har været tæt knyttet til kunstlivet i Tistrup siden det først udkom under navnet Hrymfaxe. I dag er det landets ældste stadigt fungerende kunsttidsskrift. Det formidler mødet med kunsten på skrift, hvor rundvisninger og andre arrangementer inviterer til diskussioner om og levende samvær med kunsten.

Glæden ved at løfte kunsten i fællesskab
Med Janus Bygningen forenes en lokalt forankret glæde ved at løfte i fællesskab med lysten til at møde og vise moderne og samtidig kunst. Janus Bygningen er foreningsdrevet; tilsammen yder mindst nogle-og-60 personer den frivillige indsats, der sammen med kunsten er husets indre sammenhæng. Nogle af disse gode kræfter står for butikkens udvalg af kunsthåndværk, andre arrangerer bl.a. julemesse og amatørfestival og mange andre små og store begivenheder, både foran og bag kulisserne. Koncerter og børnefilmklub er også regelmæssige aktiviteter.


Otto Frello – det umuliges maler
"jeg er optaget af publikum – det er malere ellers ikke, de er optaget af hvad de selv føler. Det er jeg ikke. Jeg er optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter."
Ordene er Otto Frellos, og de understreger, at vi har at gøre med en uortodoks maler, der går sine egne veje. Af samme grund er han endnu at betragte som en outsider i den danske kunstverden, selvom hans malerier får et stadigt større publikum. Således besøgte mere end 30.000 den retrospektive udstilling, der afholdtes i anledningen af 85-årsdagen i 2009.

Biografi
Otto Frello er født i 1924 lidt nord for Varde. Efter skolegangen lærte Otto Frello malerfaget og fra 1943-47 arbejdede han som malersvend i Esbjerg. I 1948 rejste han til København, hvor han efter at have taget studentereksamen læste kunsthistorie. Sideløbende uddannede han sig i tegning og maling på flere københavnske kunstskoler. Sidst på "Akademiet for fri og merkantil Kunst", hvor han snart avancerede fra elev til lærer og siden blev forstander. Sideløbende med lærergerningen arbejdede han også som illustrationsmaler og opøvede en enestående færdighed i naturtro gengivelser af alle slags motiver. Fra 1967 tegnede han bl.a. for Politikens forlag, hvilket medførte en række udgivelser med Otto Frellos illustrationer. Serien tæller blandt andet illustrationer af ædelsten, klædedragter, stilarternes historie og balloner og luftskibe.
Fra 1970 indledte Frello sin produktion af fabulerende oliemalerier, der indtil videre tæller omkring 80 lærreder. Otto Frello har boet de sidste mere end 60 år i København. Han maler fortsat.

Otto Frellos produktion
Otto Frello afsøger det umuliges grænser i sine malerier. Således rummer hans produktion en række billeder, der udfordrer vores forestillinger om, hvordan malerier skal være. Gentagne gange er eksempelvis billedramme og motiv integreret, sådan rammen indgår på lige fod med selve maleriet. Han har sat elektrisk strøm til et af sine billeder, fordi sommerfuglene skulle bevæge sig (To kvinder). Han har i sin jagt på den mest overbevisende perspektiviske illusion arbejdet med et rummeligt eller 3-dimensionelt maleri (Det skæve rum, Domhuset), ja han har sågar i et af sine mest ambitiøse malerier (Københavnerbilledet) forsøgt at male den 4. dimension – tiden. Hvis det er umuligt må det forsøges – synes devisen næsten at være.
Altid spiller publikum en hovedrolle i hans billeder og har undervejs resulteret i overraskende malerier som eksempelvis Den blå kugle. Otto Frellos malerier ønsker at komme i dialog med publikum. De inviterer således beskueren til selv at bruge fantasien og med udgangspunkt i motivet fortælle billedets historier. Denne interaktion mellem maler, maleri og beskuer er for mange mennesker dybt fascinerende. Frellos fabulerende motivverden har fået flere til at benævne ham ’fantasy-kunstner’.
Otto Frellos malerier kan ses på Varde Museum. Otto Frello står bag forlaget til et par vægmalerier i Varde. De kan ses på Kirkepladsen.


Lauritz Tuxen og Nymindegab-malerne i det eksotiske Vestjylland
’Stedet har overtruffet mine forventninger, og Mage til Liv, som her var i de første Dage, har jeg aldrig set.’

Sådan karakteriserede en begejstret Laurits Tuxen mødet med Nymindegab i et brev til forældrene fra juni 1879. Tuxen havde begivet sig på en opdagelsesrejse fra kunstakademiet i København til det dengang næsten ukendte og eksotiske vestligste Jylland. I de efterfølgende år tyder alt på, at han vendte tilbage af flere omgange, og dermed havde Nymindegab fået sin første ambassadør i malerkredse.

I Tuxens kølvand fulgte sidst i 1880’erne og i 1890’erne en række andre malere, i første omgang kunstakademi-eleverne og vennerne Ludvig Find, Gad Frederik Clement og Mogens Ballin. I tiden op til og under Første Verdenskrig (1914-18) opstod en lille maler- og kunstnerkoloni i Nymindegab.


Lauritz Tuxen
Laurits Tuxen er først og fremmest kendt som fyrste- historie- og Skagensmaler, og han var den vel nok mest prominente maler blandt det man under en samlebetegnelse kunne kalde Nymindegab-malerne. Helt i overensstemmelse med nationalromantikken og tidens sværmen for den oprindelige nationale folkekarakter søgte kunstnere i sidste halvdel af 1800-tallet deres motiver og materiale i landets fjerneste egne. Her opsøgte de små og tilsyneladende endnu uspolerede samfund, hvor folk levede et nøjsomt liv endnu ret uberørt af industrialismens og civilisationens bagsider.

Fra Kunstakademiet havde Tuxen en klassisk uddannelse bag sig, og denne skoling spores også tydeligt i hans færdige billeder, der er meget formfuldendte. Evnen til at skildre lyskontrasterne mellem det gule sand og uvejrshimlen demonstreres særligt kraftfuldt i Ved Boderne i Nymindegab fra 1879, hvor de voldsomme lysvirkninger taler for sig selv. Om netop Tuxens farveholdninger har kunsthistorikeren Karl Madsen engang sagt om ham: ’Fremmed og ny var navnlig hans sensualistiske Svælgen i Farver, hvis mættede Lysholdighed sugede Blikket til sig og skaffede det ikke blot Velbehag, men næsten Vellyst. [Hans værker] viser Tuxens Higen mod det rent koloristiske, som han magtede bedre end Krøyer.’

Laurits Tuxen var født 1853 i København og døde samme sted i 1927.

Tuxens værker på Nymindegab Museum
En del af Tuxens værker fra Nymindegab hænger i dag på Nymindegab Museum. Blandt malerierne her bør man bl.a. lægge mærke til den lille perle Fiskerpige ved læskærm, men også hans fine studier af esepigerne under trankogningen.

Esepigerne rensede fisk og satte agn på fiskernes liner. I juni, når sæsonen var ved at være forbi, kogte pigerne tran. Dette beskidte og ildelugtende arbejde kunne have fået mangen en charlatan og fusentast til en rynke på næsen og skynde sig væk, men ikke Laurits Tuxen, der i stedet lod sig bjergtage af den i hans øjne lykkelige kombination af de enkle, men ofte nok barske, forhold, der kendetegnede tilværelsen blandt fiskerfolkene i og omkring Nymindegab, samt den særprægede natur ved hav og fjord.

Til toppen af siden

Flygtning 1945

Flygtningelejren i Oksbøl

Oksbøllejren - En storby bag pigtråd
Oksbøllejren var Danmarks største lejr for tyske flygtninge. Den husede, da den var på sit højeste i 1946, godt 35.000 flygtninge. Lejren var næsten dobbelt så stor som de næststørste lejre, og gjorde den lille stationsby Oksbøl til en af Danmarks største byer i konkurrence med Esbjerg og Randers. En storby bag pigtråd. Selve lejrarealet var på 12 km² og er i dag en del af Ål plantage. Flygtningelejrens vejsystem er endnu intakt og kan ses på kortet.

Den Røde Hær rykker ind i de tyske østområder
I januar 1945 var den Den Røde Hær rykket frem mod de tyske østområder. Kampene sendte en flygtningestrøm fra især Østpreussen, Danzig og Pommern mod vest. I al hast måtte befolkningen forlade hus og hjem og kun medtage de mest nødvendige personlige ejendele. Fra de tyske østersøhavne udgik ”operation redning”. Skibene var fyldt til bristepunktet og blev nådesløst forfulgt af russiske jagerfly og ubåde, og til denne redningsaktion hører flere af verdenshistoriens største skibskatastrofer. Alene de tre, der ramte Wilhelm Gustloff, van Steuben og Goya krævede omkring 20.000 ofre. De skibe, der fik Danmark som mål, anløb østvendte havne fra Aabenraa til Århus. Langt de fleste kom dog til København. Kampene sendte i alt mere end 2 millioner mennesker på flugt. Af dem blev ca. 350.000 civile og sårede soldater sendt til det besatte Danmark fra februar og frem til befrielsen 4. maj 1945. Mere end 200.000 forblev i Danmark efter befrielsen.

Truppenübungsplatz Oxböl
Lejren i Oksbøl var etableret i 1929 som dansk militærlejr, men med den tyske besættelse i april 1940 kom lejren under tysk kontrol og anvendtes som uddannelseslejr: ”Truppenübungsplatz Oxböl”. Lejren blev fortrinsvis brugt til uddannelse af østfrontssoldater. Den tyske værnemagt udvidede lejren kraftigt med den såkaldte Nordlejr, der blev lagt til den allerede eksisterende Sydlejr. Som militærlejr havde Oksbøllejren en kapacitet på 15.000 mand og plads til 3.600 heste.

Flygtningene
De første tyske flygtninge kom til Oksbøl den 21. februar 1945 og ved befrielsen den 5. maj var der indkvarteret omkring 10.000 flygtninge i Oksbøllejren. Efter befrielsen blev Oksbøllejren som andre militæranlæg i Jylland taget i brug til husning af de nu internerede tyske flygtninge. Indkvarteringen fandt sted i alle de godt 200 mandskabsbarakker; men også de ca. 80 hestestaldsbarakker blev taget i brug. Lejren måtte imidlertid udvides for at skaffe pladser nok, og ved årsskiftet 1945-46 var der skabt plads til yderligere 20.000 flygtninge.

Selvstyre på demokratisk grundlag
Lejrens indre forhold blev ordnet af en form for tysk ”kommunestyre” på basis af frie demokratiske valg. Denne tyske forvaltning bestod af en borgmester og et ”byråd” på 25 medlemmer med en repræsentant for hver af de 25 blokke, lejren var opdelt i. Desuden fandtes der i lejren en række institutioner såsom politikontor, arbejdsanvisning (der var arbejdspligt i lejren for alle over 14 år), lejrdomstol, skolekontor, folkeregister for fødsel, dåb og ægteskab. Der var et alderdomshjem, en arrestbygning og en lejrkirkegård.

Af kulturelle faciliteter var der i Oksbøllejren en børnehave, folkeskole, højere skole og en folkehøjskole med foredrag og undervisning i sprog, fx tysk, engelsk, spansk og russisk, men ikke i dansk. Der fandtes også et biografteater med 900 pladser og 3-4 daglige forestillinger.

Oksbøllejrens tid
Oksbøllejren fungerede som flygtningelejr fra februar 1945 og indtil februar 1949, hvor de sidste flygtninge forlod Danmark. Det blev dermed den længst fungerende og sidste af de mange flygtningelejre. De første hjemsendelser af flygtninge fra Oksbøllejren fandt først sted i slutningen af 1946. Herefter tog hjemsendelserne og dermed også afviklingen af lejren samtidig fart.

Oksbøllejren blev desuden brugt som opsamlingslejr efterhånden som de andre lejre rundt om i landet blev lukket ned i takt med hjemsendelserne i 1946-49. Oksbøllejren er derfor ikke alene den suverænt største enkeltlejr. Det er også den lejr, som flest flygtninge (måske hen ved 100.000) har opholdt sig i, inden de kunne forlade Danmark.

Forplejningen i lejren
At bespise 35.000 flygtninge var en stor opgave. I Oksbøllejren havde man derfor kostplaner, så varierede som man anså det muligt i forhold til kostens indhold. Som det hedder i en rapport fra 1945: ”Forplejningen er indenfor de givne Rammer udmærket med større Variation end andre Steder.” Kostplanerne blev fastsat med angivelse af så og så mange gram kød, så mange gram kartofler osv., naturligvis fordi man fra dansk side ønskede at have streng kontrol med forbruget og dermed også udgifterne.
Tallene fra en uges forsyningstransporter til Oksbøllejren ultimo 1945, hvor der var 30.500 flygtninge, taler for sig selv.

Mælk 70.000 kg.
Kartofler 70.000 kg.
Rugbrød 68.000 kg.
Grøntsager 53.500 kg.
Sigtebrød 25.000 kg.
Fisk 14.000 kg.
Pølser og ost 10.000 kg.
Kød 5.250 kg.
Smør 4.600 kg.
Ærter 2.100 kg.
Mel 1.800 kg.
Havregryn 1.800 kg.
Tørmælk 1.500 kg.
Forskelligt 1.000 kg.

Ovenstående forbrug betød, at én tysk flygtning på det givne tidspunkt kostede 80,3 øre pr. dag. En normalportion blev i Oksbøllejren sat til 2270 kalorier. Denne blev fastsat af lejrintendanten i samråd med den tilsynsførende læge H. Krarup i Oksbøl. Det siger næsten sig selv, at kosten i længden blev ret ensformig og det fastsatte kalorieantal ligger ret lavt. Hvis en flygtning havde særlige ernæringsmæssige behov på grund af graviditet eller sygdom, kunne de få et ekstra tilskud på 500 kcal.

Livet i barakkerne
Belægningen i barakkerne blev som helhed vurderet som rimelig, da flygtningeinspektørerne besøgte lejren i november 1945. Dog blev der indrapporteret enkelte groteske forhold. I en barak befandt sig 100 forældreløse børn. I hestestaldene måtte 127 mennesker deles om tre vandhaner og ingen håndvaske, kun en cementkumme ved afløbet i gulvet. Men som inspektøren bemærker: ”mærkværdigvis ønskede beboerne selv ikke at blive overflyttet til en bedre barak og var taknemmelige for de skillerum, der var blevet sat op.”

Sundhedstilstanden
Sygeligheden i lejren var stor i 1945, men bedrede sig derefter. Flygtningene plagedes især af sygdomme som tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose og manglen på medikamenter gjorde forholdene svære. I lejren havde man et lazaret med 900 senge og en kirurgisk og en medicinsk afdeling. Ved hver blok var der desuden sygestuer for lettere syge samt en syge- og sundhedsplejerske. I de senere år har overdødeligheden blandt de tyske flygtninge ikke bare i Oksbøl, men i hele Danmark været omdiskuteret.

Oksbøllejren efter 1949
Efter den sidste flygtning havde forladt Oksbøllejren i begyndelsen af 1949 blev det besluttet, at lejren skulle ryddes og materialerne sælges. Det tidligere lazaret i Nordlejren blev skånet fra nedrivning og det samme gjorde en kostforplejningsbygning. Begge bygninger kom til at indgå i den militærnægterlejr, der afløste Danmarks største flygtningelejr. I dag fungerer de hhv. som vandrerhjem og fritidshjem. Nyere byggeri i den såkaldte Sydlejr udgør i dag de fysiske rammer for Panserskolen, senere Hærens Kampskole, Oksbøl. I lejrens udkant findes flygtningekirkegården med 1796 navne.

Til toppen af siden

Rytterkampe, liljer og middelalderstemning

Kirkerne i Varde Kommune rummer mange spændende historier og kunstværker. På sitet www.historiskatlas.dk kan man finde samtlige kirker i kommunen, se billeder fra dem og læse korte udgaver af de enkelte kirkers historie.

Aal Kirke
I Oksbøl ligger Aal Kirke, som er en meget langstrakt kirke. Den 42 meter lange romanske kirke er ikke kun kendt for sine fantastiske relieffer med usædvanlige scener fra Jesu fødsel og opvækst. Den rummer nogle af landets største romanske kalkmalerier, herunder en af Europas mest interessante rytterkampfriser, der ofte sammenlignes med Bayeux-tapetet.
Den romanske kirke er gradvist udbygget til sin nuværende størrelse. De ældste dele er fra 1100 tallet. Koret blev forlænget omkring 1250-1300. Våbenhuset er fra 1200 eller 1300-tallet og tårnet fra 1500-tallet.

I korets sydmur er der to interessante levn fra den gamle kirke. Her ses en romansk billedkvader, der muligvis forestiller en lilje, samt rune-indskriften ”blomæ” – formodentlig navnet på stenhuggeren. Runeindskriften er blevet sat på hovedet ved en ombygning! I tre af våbenhusets granitkvadre ses korsmærker og i to ses firkantede fordybninger.

Bayeux-tapetet på vestjysk
Ål Kirke er især kendt for sine romanske kalkmalerier, der er blandt landets største. Af særlig interesse er rytterfrisen, hvis tilblivelse muligvis er inspireret af Bayeux-tapetet. Der er uenighed om den nøjagtige tolkning af rytterkampscenerne. Der findes et hav af teorier spundet over korstogskampe, Rolandskvadet, Kong Arthur og den Hellige Gral, slaget ved Lydannis, i dag Tallin, i 1219, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen, og så fremdeles. Den fremherskende teori er dog, at de afbilder kong Davids kamp mod sin søn Absalom. Ud over rytterkampbillederne ses blandt andet dele af en dommedagsfremstilling og en opvækkelsesscene. Legenden om Skt. Nicolaus, som kirken er indviet til, er også fremstillet. Kalkmalerierne blev for størstepartens vedkommende afdækket i 1886 og restaureret i 1888.

Kirken rummer foruden kalkmalerierne en del interessant inventar. Særligt bemærkelsesværdige er 14 udskårne trærelieffer, der var en del af den tidligere altertavle fra omkring 1450 og nu er placeret i kirkens kor. De unikke relieffer fra Lüneburg viser utraditionelle billeder fra Jesu barndom, herunder Maria i barselsseng med den nyfødte Jesus samt omskæringen. Derudover ses blandt andet Barnemordet, hvor et nøgent spædbarn gennemstikkes af et sværd, Himmelfarten og Pinseunderet. På et relief af Maria og Elisabeth er Elisabeths hoved i 1800-tallet udskiftet med et mandshoved.

Også den rigt udsmykkede prædikestol fra 1637 er et interessant stykke kirkekunst. De seks fag rummer relieffer forestillende Kristus, evangelisterne og Moses foruden dydehermer for Håbet og Mådeholdet, Kærligheden, Klogskaben, Styrken, Retfærdigheden og Troen. Dydehermer er søjler med menneskelig overkrop, der symboliserer kristne og verdslige dyder.

Janderup Kirke
Den romanske kirke med kalkmalerier af den berømte Liljemester ligger tæt ved Varde Å, og kirkegården har flere gange været oversvømmet så stenene væltede. Nær kirken ligger den gamle ladeplads og den tidligere færgegård, Skipperhuset. Tilsammen danner de tre et billede af tidligere tiders ladepladsmiljøer. ’Den røde koks høj’ på kirkegården er efter sigende navngivet efter en henrettet morder, der er begravet i højen sammen med pestofre.

Kirkens kor og skib er romanske, sakristiet og tårnet fra senmiddelalderen. Der har tidligere været et våbenhus på hver side af skibet, det sidste blev nedrevet i 1916.

Den gamle ladeplads ved kirken var tidligere Varde købstads nærmeste udskibningssted, og var en af de vigtigste udførselshavne for blandt andet jydepotter. Den lille bevarede klynge af kirke, kro og ladeplads giver et enestående indtryk af miljøet omkring det tidligere fragtcentrum. I kirkegårdens sydvesthjørne er en lille låge, som blev benyttet af folk, der skulle have hurtig adgang til og fra Skipperhuset og ladepladsen vest for kirken.

Liljemesterens kalkmalerier
Kirkens kor og skib er smykket med kalkmalerier fra senmiddelalderen. I skibet, som er dekoreret af den berømte Liljemester, ses bl.a. malerens karakteristiske liljedekorationer med franske liljer over trekanter med tre hjerteformede blade, der mødes i en ring. Korets malerier, blandt andet geometriske rosetter, er af en anden maler. Kalkmalerierne blev fremdraget i 1936 og restaureret i 1980.

Kirken rummer en del interessant træarbejde, herunder en meget smuk og detaljeret renæssancealtertavle fra 1645. Altertavlen, der er lavet på Jens Olufsens værksted i Varde, er mere end fire meter høj. Storfelterne flankeres af dydehermerne Troen, Håbet, Kærligheden, Retfærdigheden, Klogskaben og Styrken. Topfeltet flankeres af Mådeholdet og Kyskheden. I nicherne ses figurer af Markus og Lukas og som spir Mattæus og Johannes. På toppen, omkranset af buttede barnefigurer, står Kristus med sejrsfanen og træder på Døden, i form af en knokkelmand og Djævelen, der er fremstillet som en slange.

Altertavlemalerierne af Nadveren og Bønnen i Getsame fra 1600-tallet er tilskrevet Sten Adamsen og Hans Jensen (eller Bølling) fra Ribe. Tilfangetagelsen på det søndre sidefelt fra 1858 er af E.H. Seidelin. I topfeltet ses Korsfæstelsen efter stik af Crispin de Passe. Fra Jens Olufsens værksted stammer også fontehimlen fra 1652 med Helligåndsduen og Kristi dåb med de 12 apostle og teksten ”Lad de smaa Børn komme til mig”.

Vester Starup Kirke
”Jeg ved næppe nogen kirke her til lands, hvis indre i højere eller i så høj grad som denne tarvelige lille kirke har bevaret en fjern fortids præg”. Denne observation blev gjort i 1873, og der er ikke meget, der har ændret sig siden. Kirken bugner nærmest af formidabel middelalder- og renæssancekirkekunst, og det lille kirkerum med farvestrålende indretning er meget stemningsfuldt.
Kirkens kor og skib er romanske, mens tårnet er fra senmiddelalderen omkring 1500. Tårnets pyramidespir er fra 1850. Kirken har fladt bjælkeloft.
Skibets to blændede romanske vinduer smykkes af udhuggede spiraler, der på det ene danner et liljemønster.
Der er gjort flere møntfund i kirken og på kirkegården med blandt andet mønter fra Svend Grathe, Christoffer II og Valdemar Sejrs tid.

Tiggerkrøbling og Nødhjælpere
Den store senkatolske fløjaltertavle fra omkring 1520 fylder næsten hele korets bagvæg og danner således et kompakt punktum for enden af de tætstående stolerækker. Altertavlens store udskårne træfigurer forestiller i midten en Nådestolsgruppe med Gudfader og Jesus som smertensmand flankeret af Maria med Barnet og Skt. Markus med en tiggerkrøbling. I sideskabene står de 12 apostle, og forneden ses som noget usædvanligt 12 nødhjælper-helgener afbildet som både mænd og kvinder.
Kirken rummer desuden to sidealterfigurer fra omkring 1500, der forestiller Maria med barnet og en bispehelgen, muligvis Skt. Thomas af Tours, til hvem kirken sandsynligvis er indviet.

Til toppen af siden

Kvie Sø - en særlig, vestjysk lobelia-sø

Kvie Sø ligger højt i terrænet på Grindsted hedeslette nord for Ansager. Den er speciel, fordi hovedparten af vandtilførslen sker i form af nedbør direkte til overfladen. Overskydende vand forlader søen gennem afløbet i den nordlige del og ved nedsivning gennem søbunden til grundvandsmagasinet. Disse særlige forhold gør, at vandets opholdstid i søen er meget lang, hvilket gør søen meget sårbar over for tilførsel af næringsstoffer, idet disse kun langsomt vaskes ud af søen igen.
Søen er på 30 hektar.

Historie
Ca. 12.000 år – så gammel er Kvie Sø. Formentlig er søen dannet ved, at en isblok dækket af flyvesand smeltede bort. Til at begynde med var søen mere end 7 meter dyb. I dag er den mindre end tre meter dyb. Det skyldes århundreders gradvise bundaflejringer af blandt andet plantematerialer.

Området omkring Kvie Sø var oprindeligt domineret af hede. I dag er store dele af hedearealerne opdyrkede, plantet til med skov eller bebygget.

Lobelia
Kvie Sø er en sø af stor national interesse som sjælden søtype. Den er en af Danmarks få lobelia-søer, der er karakteriseret som meget rene, næringsfattige og med klart vand. Lobelia er en plante, der kun vokser i rene klarvandede søer. Den vokser på det lave vand langs søbredden og blomstrer i juli – august. Vandplanterne Strandbo og gulgrøn brasenføde vokser også i lobelia-søer og findes i Kvie Sø. Strandbo vokser langs bredden sammen med lobelia. Gulgrøn brasenføde er beslægtet med bregner og forekommer i store mængder på lidt dybere vand. Den hører til blandt landets meget sjælden planter og er derfor fredet. Kvie Sø er en af landets bedst bevarede lobeliasøer.

En sårbar sø
Søens karakteristiske undervandsplanter kræver rent og klart vand. Det er derfor meget vigtigt at søen ikke bliver forurenet med næringsstoffer og dermed risikerer at blive uklar. Undervandsplanterne i Kvie Sø beskadiges meget let, hvis man går på dem. For at skåne vegetationen, må der derfor kun bades i et afgrænset område ved søens nordlige bred. Den intensive benyttelse til badning m.v. udgør i dag en trussel mod søens miljø. Det er også forbudt at fiske i Kvie Sø, fordi det slider på vegetationen, men også for at undgå, at der indføres fremmede fiskearter.
Sejlads er kun tilladt med robåde, kanoer og kajakker samt små sejljoller op til 12 fod lange. Vindsurfing er forbudt. Ved sejlads skal regulativ for sejlads på Kvie Sø følges.

Kvie Sø indgår i vandmiljøplanens overvågningsprogram. Derfor undersøges søen løbende i form af vandanalyser og registreringer af plante- og dyrelivet.

Fredning
Kvie Sø blev fredet i 1947 med det formål at beskytte de biologiske og geologiske interesser, som var truet af planer om at grave tørv. I søens sydvestlige hjørne blev der anlagt en dæmning, så det blev muligt at grave tørv i mosen uden at sænke vandstanden i søen.

I kendelsen for fredningen står blandt andet følgende om de geologiske forhold: ” Kvie Sø hører til de bedste blandt lokaliteterne her i landet, hvor man har lejlighed til at foretage studier over den vestjyske hedes tilblivelseshistorie og det er netop det tørvedynd, der nu ønskes udnyttet, som er forudsætningen for en sådan pollenanalytisk undersøgelse, der kun kan foretages i de få søer på hedesletterne.”
Om de biologiske forhold står der:

”Kvie Sø tilhører her i landet sjældne i kemisk henseende stærkt sure, klarvanded søtyper. ”Vegetationen står ved sin artssammensætning, specielt sit meget ringe artsantal og sine økologiske forhold som et ekstremt og særdeles interessant eksempel på denne type. Den er i det mindske i botanisk henseende enestående i Danmark og muligvis i hele Nordeuropa”
Fredningen omfatter søen og en 100 meter zone omkring søen målt fra søbredden.
Arealerne må ikke bebygges eller beplantes. Offentligheden skal have adgang til at færdes på de fredede arealer ad bestående og fremtidige stier og til badning i søen.

Hedemosen og Pølmosen
Vest for og især sydvest for Kvie Sø, findes udstrakte hedemoseflader, hvor der tidligere har været gravet tørv. En del af hedemosen er under tilgroning. Varde Kommune har ryddet kiler ind i mosen, så man fra stien har et udsyn til mosen. Mosen er på ca. 16 hektar og kommunalt ejet. Den er tilgængelig med en ca. 1 kilometer lang stirute omkring tørvemosen.
Pølmosen er en hedemose på ca. 17 hektar. Den er beliggende få hundrede meter sydvest for Kvie Sø. Den ejes af den selvejende institution ’Tippen’. Også denne mose er også truet af tilgroning. Den bliver nu afgræsset efter at Varde Kommune har ryddet træer ved en naturplejeindsats. Der blev gravet tørv frem til starten af 1960’erne. Der er anlagt en ca. 2,5 kilometer afmærket natursti rundt om mosen.

Sommerhus- og fritidsområde
Området omkring Kvie Sø har været genstand for stadig stigende rekreativ benyttelse. Siden starten af 1970’erne blev området sydøst for søen udlagt til sommerhusområde samtidig med at søen i stigende grad anvendes til badning af lokalbefolkningen og gæsterne på campingpladsen nord for søen. Der er i dag ca. 220 sommerhusgrunde og en campingplads med udlejning af hytter.
Den rene og børnevenlige sø og omgivelserne omkring søen byder på oplevelser for mange med cykel og vandretur omkring søen og sejlads med kano og kajak og lystfiskeri i de mange fiskesøer og de nærliggende Ansager Å og Varde Å.

Gåture og pandekager
Selve søen og tørvemosen sydvest for søen er kommunalt ejede arealer. Varde Kommune har anlagt en 2,3 km lang grusbelagt sti rundt om Kvie Sø. Den er forbundet med stien rundt om tørvemosen sydvest for søen.
Sommeren byder på alsidige aktiviteter med badning, sejlads og forskellige natur- friluftsaktiviteter i området.
I vinterhalvåret er søen rasteplads for adskillige arter af ande- og vadefugle, men antallet af fugle er sjældent særlig stort.
Pandekagehuset og campingpladsen på søens nordside byder på flere oplevelser med dyrehold og majslabyrint i sommerhalvåret.

Til toppen af siden

Vadehavet går helt til Varde

Varde Å løber ud i Vadehavet i bunden af Ho Bugt. Åen er den eneste å, der løber ud i
vadehavet uden sluser. Derfor kan tidevandet stadig oversvømme engene mellem Varde
og bugten. Som det eneste sted i Danmark har perlemuslinger overlevet i Varde Å.
Flodperlemuslingerne, der kan blive 140 år gamle, er i dag fredede og tæt på at uddø.
Men førhen var smykker med Vardeperler eftertragtede.

Naturgenopretning
Fra 2010 bliver åen naturgenoprettet. Det hjælper de truede arter og gør Varde Å til et af
landets bedste lystfiskerområder.

Laks og snæbel
Varde Å har stadig en naturlig bestand af laks, ligesom den er gydested for laksefisken
snæbel. I april 2010 blev der fanget en rekordlaks i Varde Å på 121 cm, med en vægt på
20,4 kg.
Snæblen plejede at holde til i hele Vadehavet, men den er nu trængt tilbage til et lille
område i det sydvestjyske Vadehav som det eneste sted i verdenen. Den gen-slyngede
Varde Å sikrer gydepladser til snæblen og gør ådalen til et sted med en lang række
spændende naturoplevelser.

Karlsgårde Sø
Ved Karlsgårde blev der i 1920 opført et Vandkraftværk. Vandkraften blev hentet fra
Karlsgårde Sø, der blev skabt ved at lede vand til et inddæmmet område gennem en 10
km lang kanal. Flere gårde blev revet ned for at søen kunne blive til.
Karlsgårdeværket er i dag fredet. Der er gode muligheder for at opleve området fra
de mange vandrestier.

En have så skøn – Tambours Have
Naturelskeren Tambour anlagde en have med frø fra alverdens lande. I dag er haven
25.000 m2 stor og en pragtfuld oplevelse for blomster-elskere. Børnene vil nyde
naturlegepladsen.

Nørholm
Naturoplevelser findes også på Nørholm Hede. Gå en tur her ved den restaurerede vandmølle.

Til toppen af siden

Vind og Vand – ren vestjysk energi

Danske havvindmøller
Danmark har otte havmølleparker. Verdens første havmøllepark blev stillet op ved Vindeby vest for Lolland i 1991. Parken har elleve møller med en samlet effekt på 5 megawatt - lige så meget som to af havmøllerne på Horns Rev 2. Med udvidelsen af Horns Rev og Rødsand i 2009 og 2010 forsyner havmøller 700.000-800.000 familier med el. Vind dækker ca. 20 % af det danske elforbrug. Regeringens mål er, at halvdelen af det danske elforbrug skal dækkes af vedvarende energi i år 2030. Vedvarende energi er biomasse, vindkraft, vandkraft og solvarme.

Hav-vindmøller på Horns Rev
Horns Rev Vindmøllepark består af to grupper af vindmøller, placeret hver sit sted på revet. De 80 møller på Horns Rev 1 blev bygget i 2002, mens Horns Rev 2 blev anlagt med 91 møller i 2009. Fra havoverflade til den øverste spids er møllerne på Horns Rev 2 114 meter høje. Vindmøllerne er også en vild arbejdsplads! I godt vejr sejler mandskabet ud til møllerne, når der skal udføres vedligehold og reparationer. Men når bølgerne er for høje, bliver folkene hejst ned på møllerne fra helikopter!
Betingelserne for at producere strøm på havet er gode. Møllerne er i sving så snart det blæser 4 sekundmeter, og stopper først når vindstyrken rammer 25 meter i sekundet.

Når energien skal fra havvindmøllerne til stikkontakten foregår det via meget tykke kabler – op til 21 cm tykke! Alle møller sender den producerede energi til en transformerplatform i udkanten af mølleparken. Kablerne har lysledere, så møllerne kan reguleres og overvåges via internettet.

På transformer-platformen ved møllerne opsamles strøm fra møllerne i et 36 kV-fordelingsanlæg. Transformer-platformen er arbejdsstation, hvor helikopteren lander og mellemlander, og hvor mandskabet bor – på Horn Rev 1 dog kun i nødsituationer.
Enorme søkabler fører strømmen ind til kysten, nedspulet i havbunden. Kablet fra Horn Rev 1 til Hvidbjerg Strand er 21 km langt, mens det fra Horns Rev II til Houstrup Strand er 42 km. Begge kabler er fremstillet i én længde!

CO2 og ren energi
Når der rejses vindmøller på Horns Rev, er det for at udnytte vinden som CO2 venligt alternativ til forurenende kraftværker. Verdens befolkning vokser og har brug for mere energi. Vi brænder store mængder kul, olie, benzin og gas af. Samtidig fælder vi enorme skovarealer, så der er færre træer til at optage CO2. Derfor vokser udledningen af CO2 langt hurtigere, end naturen kan nå at optage det igen.

Hvis vi vil undgå seriøse klimaproblemer, skal udledningen af CO2 sænkes. Det har Danmark og Europa forpligtet sig til gennem Koyoto-aftalen. Målet er, at vi hver især skal spare et ton CO2 om året. Der er tre måder at mindske CO2 udledningen på: Vi kan spare på energiforbruget. Vi kan udvikle nye effektive teknologier på kraftværkerne. Og vi kan udnytte vedvarende energi som for eksempel vindenergi.

Besøgscenter om havvindmøller
Har du lyst til at opleve møllerne på lidt tættere hold? Så besøg Horns Rev Visitor’s Centre ved Blåvandshuk Fyr. Det er et lille, overskueligt besøgscenter for hele familien.

Fra indgangspartiet bliver man ”suget” ind til en udstilling om vind, energi, CO2 og havvindmøllerne. Udstillingen er interaktiv på ”den gammeldags måde”. Man skal nemlig selv trække skuffer ud for at finde de informationer, man hver især synes er spændende. Børn og voksne kan gå på jagt i skuffer med oplysninger og ting, som man kan føle på eller lege med. Det er ting, der blandt andet stammer fra møllerne og det havmiljø, de er opstillet i. De lidt større børn kan finde ud af hvordan en vindmølle fungerer og hvordan de kan spare energi på deres værelser. Udenfor besøgscentret ligger et snit gennem en af de enorme vinger fra havvindmøllerne.

Besøgscentret forklarer vind og energi så alle kan være med – men der er også noget for ”teknik-nørder”. Blandt andet kan man prøve at løfte en stump af de tykke hav-kabler, så man får fornemmelse af deres dimension. Møllerne er en anderledes arbejdsplads, hvor man flyver i helikopter til arbejde og bliver hejst ned til møllens nacelle højt over de skummende bølger. Besøgscentret viser en film om anlæggelsen af vindmølleparkerne. Mon du kan finde ud af, hvor høje hav-vindmøllerne er i forhold til fyret? En ting er sikkert: fra toppen af fyret får du et fantastisk vue til vindmøllerne på revet!

Lydum Mølle - natur- og kulturmiljø hånd i hånd.

Lydum Mølle var oprindelig en kornmølle. Den har været under kirken, kronen og Lydum Gård. Første gang man støder på Lydum Mølle, er i et dokument fra 1347, hvoraf det fremgår at en mølle i Lydum er blandt det gods, som Ribe bispen, Peder Thuresen pantsætter for at kunne gennemføre en rejse til Rom.

Møllen i industrialderen
Sidst i 1700 tallet blev møllen solgt fra gården, og mølleren blev selvejer. I 1903 blev der oprettet et lille jævnstrømsværk på møllen. I starten anvendte man det oprindelige vandhjul til at drive dynamoen.
I 1916 blev møllen overtaget af Rasmus Jakobsen. I hans tid skete der mange forbedringer af elværket. Bl.a. blev det gamle vandhjul udskiftet med en turbine, og efterhånden som elforbruget steg blev der installeret en turbine mere i den nuværende turbinebygning.

Omkring 1922 blev møllebygningen fra omkring 1860 ombygget til maskinsal, hvori man indledte ’Dieselalderen’ med en helt ny Deutz Diesel. På Lydum Mølle var der i 1949 installeret tre dieselmaskiner og to turbiner. Jævnstrømsproduktionen blev indstillet i 1972, hvorefter der kun var en begrænset el-produktion med turbinerne, der nu drev to små vekselstrømsgeneratorer.

Lydum mølle i dag
I forbindelse med at Lydum Å i 2003 blev ført tilbage til sit oprindelige leje, blev el-produktionen indstillet. Man kunne nu se tilbage på en tid med kornmølle, foderstof, ægpakkeri, købmandshandel og 100 års el-produktion.
Samme år blev Foreningen Lydum Mølle oprettet med formålet – at, erhverve, eje og sikre Lydum Mølle som omdrejningspunkt for historieformidling, kulturmiljø og naturoplevelser.
Foreningen købte møllen til ”vennepris” under ganske favorable vilkår i 2004.
Foreningens medlemmer har restaureret en B&W maskine fra 1937. Desuden er en anden B&W fra 1955 opstillet i maskinsalen. Begge maskiner og de to Francis-turbiner er driftsklare.

Shelters, madpakkehus og ture
I 2005-07 blev der etableret ”Madpakkehus” med grill, havn og shelters til overnatning.Der arrangeres ture ud i Lydum Ådal og omvisninger på elværket. Shelters og ”Madpakke-huset” må bruges af alle.

Bygningsmassen, hvoraf stuehuset er fra 1809, undergår pt. en større restaurering.

Se www.lydum.dk under Lydum Mølle.

Karlsgårdeværket
Karlsgårde Vandkraftanlæg – eller Karlsgårdeværket som det kaldes i daglig tale – er beliggende ved Karlsgårde Sø, nær Sig øst for Varde.

Karlsgårdeværkets historie
Historien om Karlsgårdeværket er historien om en rejse fra at være et betydende, elproducerende vandkraftværk i en tid, hvor elektricitet var noget nyt, underligt og fantastisk – til et vandkraftværk med museumsdrift i en tid, hvor vi tager elektriciteten for givet og noget, der altid er der, når vi skal bruge det.

Opførelsen af Karlsgårdeværket blev påbegyndt i 1919, hvor man for alvor var ved at få øjnene op for elektricitetens mange anvendelsesmuligheder.

Ved indvielsen i 1921 omfattede vandkraftanlægget den kunstige, 100 hektar store Karlsgårde Sø, der fungerer som vandmagasin, den 7 km lange Holme Å-kanal, der leder vand fra Holme Å til søen, selve Karlsgårdeværket samt afløbskanalen, der leder vandet nogle hundrede meter til Varde Å, efter det er anvendt til el-produktion på værket.

Under 2. verdenskrig blev anlægget udvidet med den 10 kilometer lange Ansager-kanal, der ledte vand fra Varde Å til Karlsgårde Sø.

Arbejdet under de to verdenskrige blev i vid udstrækning betragtet som nødhjælpsarbejde for arbejdsløse og staten gav derfor tilskud til arbejdskraften. Arbejdet foregik, for en stor dels vedkommende, manuelt med skovl og trillebør.

Strømmen fra Karlsgårdeværket
Karlsgårdeværket producerede strøm ved at udnytte den faldhøjde på 10 meter, der er fra søen til afløbskanalen. På dette fald trak vandet turbinen, der trak generatoren, der så producerede strømmen.

Siden udvidelsen under 2. verdenskrig har værket været i stand til at producere ca. 5 mio. kWh om året. Set i relation til datidens elforbrug svarede det til, at Karlsgårdeværket kunne forsyne en by på størrelse med Århus med strøm til belysning. I relation til nutiden svarer produktionen til det årlige elforbrug i ca. 1.000 parcelhuse.

Karlsgårdeværket var i mange år efter indvielsen en utrolig vigtig brik i den sydvestjyske elforsyning og dermed i udviklingen af området. Men efterhånden som elforbruget blev større i virksomheder og boliger, blev Karslgårdeværkets andel af det samlede elforbrug mere og mere marginal, fordi størstedelen af elproduktionen foregik på centrale kraftværker og senere på vindmøller m.v.

I 2010 blev et genopretningsprojekt af Varde Å, på strækningen fra Ansager stemmeværk og frem til afløbet fra Karlsgårde-værket, afsluttet – en strækning på 16 kilometer. Åens mange slyngninger blev genskabt til gavn for fiskebestanden i Varde Å. Projektet var et led i at skabe bedre forhold for blandt andet laksearten, snæblen. Varde Å.

Tilbagelægningen af Varde Å skete i sommeren 2010. Genopretningsprojektet indebar, at Ansager-kanalen blev lukket og fyldt op, hvilket har medført, at Karlgårde-værket ikke længere er rentabelt og lukkes. Endnu forsynes søen og værket med vandet fra Nørbæk og Holme Å, som da det begyndte for 90 år siden. Vandet bliver dels ledt igennem fisketrappen ved Karlsgårdeværket og dels gennem turbinerne, uden at disse dog bliver anvendt i nævneværdig grad. Karlsgårdeværket ejes af energiselskabet SYD ENERGI.

Karlsgårdeværket, søen og området i det hele taget er bestemt et besøg værd. Parkér f. eks. bilen ved Karlsgårdeværket og gå en tur på den ca. 5 km lange natursti rundt om søen. Ca. halvvejs kommer man forbi Tambours Have. På selve værket er der adgang til en ubemandet informationsstand, der fortæller om historien og området. Varde Å.

Karlsgårdeværket ejes af energiselskabet SYD ENERGI.

Læs mere:
Karlsgårdeværkets historie er blandt andet beskrevet i ”Vandkraft i Vestjylland – Karlsgårde Vandkraftstation 1921 – 2011” af Søren Manøe (udkommer i marts 2011) og i ”SAEF, Sydvestjyllands Andels El-Forsyning 1918-1993 – Spredte træk af el-forsyningens historie i Sydvestjylland”.

Til toppen af siden