Førtidspension, gammel ordning

Du får førtidspension, fordi din arbejdsevne er nedsat varigt. Du må gerne arbejde i et vist omfang. Men det betyder noget for din pensions størrelse, hvilke indtægter du har, og om du har en ægtefælle eller samlever.

Sammensætningen af din pension
Nedsættelse af din førtidspension
Klagemuligheder

 

Sammensætningen af din pension

Den 1. januar 2003 blev der indført nye regler for førtidspension. Begyndte kommunen at behandle din førtidspensionssag før denne dato, er du omfattet af de gamle regler.

Som førtidspensionist modtager du enten højeste førtidspension, mellemste førtidspension, forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension:

  • højeste førtidspension består af grundbeløb, pensionstillæg, invaliditetsbeløb og erhvervsudygtighedsbeløb
  • mellemste førtidspension består af grundbeløb, pensionstillæg og invaliditetsbeløb
  • forhøjet almindelig førtidspension består af grundbeløb, pensionstillæg, førtidsbeløb og ekstra tillægsydelse
  • almindelig førtidspension består af grundbeløb, pensionstillæg og ekstra tillægsydelse.

Du kan søge om forskellige tilskud til fx varme, tandpleje, medicin og fodpleje.

Til toppen af siden

Nedsættelse af din førtidspension

Din førtidspension bliver beregnet ud fra din overordnede økonomiske situation. Det har derfor betydning for din førtidspensions grundbeløb og pensionstillæg, hvor mange indtægter du og din eventuelle ægtefælle eller samlever har ved siden af din pension.

De supplerende indtægter, som kan få betydning for dit grundbeløb og dit pensionstillæg, er:

  • indtægt ved personligt arbejde - løn, honorar mv.
  • udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner og individuelle pensioner, fx ratepension
  • underholdsbidrag og andre løbende ydelser, fx erstatninger
  • anden indkomst ud over førtidspensionen, du skal betale skat af
  • aktieindkomst
  • positiv kapitalindkomst

Er du enlig eller samlevende?

Din pensionens størrelse er afhængig af, om du er enlig eller ej. Pensionstillæg til en enlig pensionist er større end til en pensionist, der er gift eller samlevende. Du kan kun få satsen for pensionstillæg til enlige, hvis du er ’reelt enlig’. Kommunen ser blandt andet på din og din partners folkeregisteradresser, hvor ofte din partner overnatter hos dig, og om han eller hun bidrager til din økonomi. Kontakt kommunen for at høre, hvad det betyder for din pension, hvis du bliver gift eller skilt, flytter fra din samlever eller får en ny.

Hvis du er enlig

Hvis du er enlig, kan du have supplerende indtægter på op til 64.300 kr. om året (2012), før det påvirker pensionstillægget. Pensionstillægget bliver sat 30,9 kr. ned, for hver 100 kr. din supplerende indtægt overstiger 64.300 kr. om året (2012).

Hvis din partner er pensionist

Er du gift eller samlevende med en pensionist, kan I sammenlagt have supplerende indtægter op til 128.900 kr. om året (2012), før det påvirker pensionstillægget.
Er du gift eller samlevende med en pensionist, bliver pensionstillægget sat 16 kr. ned for hver 100 kr. jeres samlede supplerende indtægter overstiger 128.900 kr. om året (2012).

Hvis din partner ikke er pensionist

Er din ægtefælle eller samlever ikke pensionist, kan I se bort fra halvdelen af hans eller hendes indtægt op til 201.100 kr. om året (2012). Dette fradrag kan derved højst udgøre 100.550 kr. årligt (2012). Jeres samlede indtægter ud over din pension kan efter dette fradrag udgøre op til 128.900 kr. om året (2012), uden at det påvirker pensionstillægget. For hver 100 kr. jeres samlede indtægter overstiger 128.900 kr. (2012), bliver pensionstillægget sat 32 kr. ned.

Til toppen af siden

Klagemuligheder

Du kan klage til Det Sociale Nævn, hvis du er uenig i kommunens afgørelser om din førtidspension.

Til toppen af siden

Om denne side

Siden er sidst blevet opdateret af

Minja Omanovic